For nylig blev tv-nissen Pyrus anklaget for at opfordre børn til at ”stikke en finger i halsen” og kaste op, hvis de havde spist for meget risengrød. Og nu er den så gal igen.

Nu beskyldes Pyrus, der her i december dagligt toner frem på TV2 i julekalenderen ’Alletiders Julemand’, nemlig for at være racistisk. Det skriver TV2s seerredaktør Lars Bennike i et indlæg på tv2.dk.

Seerredaktøren har nemlig modtaget en klage, hvor en seer klager over det første afsnit af julekalenderen, hvori Pyrus synger og danser med tre børn klædt ud som flødeboller.

»Jeg har en klage i forhold til racisme i jeres Julekalender 2014. I det første afsnit blev der vist en gruppe dansere med "blackface". Hvorfor synes TV2, det er acceptabelt at inkludere en racistisk karikatur af sorte mennesker i deres udsendelser? Jeg ser frem til at høre jeres vurdering”,« lyder klagen.

I seerredaktørens indlæg afviser TV2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, dog, at scenen er udtryk for racisme. Hun henviser til, at julekalenderen er 17 år gammel – og at man næppe ville have produceret den pågældende sang på samme måde måde i dag.

»TV 2 retter normalt ikke i ældre udsendelser, efter hvordan nutiden bruger billeder og sprog. Derfor kan der i ældre udsendelser - som for eksempel Pyrus - være vendinger eller sprogbrug, som man ikke ville benytte i en nyproduceret julekalender,« svarer Katrine Vogelsang og fortsætter:

»I det konkrete tilfælde, mener jeg, at konteksten meget tydeligt er ufarlig, hyggelig og sjov. Det er for mig tydeligt, at Pyrus ikke er ude på at støde nogen, men jeg anerkender, at sprog og billedvalget ikke passer med vores samtid.«

Klagen over dansen er i øvrigt ikke den eneste klage om racisme i Pyrus-julekalenderen, TV2s seerredaktør har modtaget. Læs mere hos tv2.dk.