Socialdemokraterne er klar til at fjerne loftet over kommunernes indtægter fra parkeringsafgifter. Københavns overborgmester Frank Jensen (S) jubler over udsigten til et trecifret millionbeløb.

Når danskerne putter mønter i parkeringsautomaterne, skal alle pengene gå direkte i kommunekassen. Den tidligere regering satte et loft over kommunernes indtægter fra p-afgifter, men det skal fjernes igen, fastslår Socialdemokraterne.

- Det er kun rimeligt, at kommunerne får frihed til selv at bestemme, hvordan de vil tilrettelægge deres parkeringspolitik og byplanlægning. Her er p-afgiften et redskab, som de er afskåret fra at bruge i dag, siger den socialdemokratiske transportordfører, Rasmus Prehn.

Den tidligere regering indførte loftet i 2011 for at forhindre kommunerne i at skrue priserne for parkering i vejret. Hvis en kommune tjener mere end 70 procent af 2007-indtægten, trækker staten penge fra det kommunale bloktilskud. Dermed står staten nu til at miste flere hundrede millioner kroner i indtægt, når loven rulles tilbage, men det bekymrer ikke Rasmus Prehn.

- Vi skal selvfølgelig se nærmere på de økonomiske detaljer, men umiddelbart tror jeg ikke, det bliver et problem at vende tilbage til den gamle lovgivning, siger S-ordføreren.

I Københavns Kommune vil en lovændring være lig med en økonomisk gevinst af de helt store. Kommunen forventer at skulle aflevere 203 millioner p-kroner til staten i årene 2011-2014, så overborgmester Frank Jensen (S) jubler over forslaget fra partifællen Rasmus Prehn.

- Det er glædeligt, at han vil give kommunerne ret til at bestemme over deres egne penge. Desuden er det en skæv lov, som rammer Københavns Kommune urimeligt hårdt, siger overborgmesteren.

De mange millioner kroner fra parkeringsafgifterne skal bruges til investeringer i hovedstadens p-forhold, fortæller han.

- Vi havde planer om flere p-huse og underjordiske parkeringsanlæg, som vi måtte vi opgive, da vi mistede indtægterne fra parkeringen, siger Frank Jensen, som ikke vil afvise, at Københavns Kommune benytter de frie tøjler til at sætte p-afgifterne op.

- Vi har en bred forligskreds, hvor vi skal drøfte den nye situation, siger overborgmesteren.

I Dansk Folkeparti, der var med til at indføre loftet over p-afgifterne, ærgrer transportordfører Kim Christiansen sig over det socialdemokratiske udspil.

- Vi mener ikke, at kommunerne bare skal have fuldstændig frie rammer, for så bliver det bare en skatteskrue ligesom den kommende betalingsring. Vi er nødt til at sætte nogle grænser for, hvordan kommunerne kan skalte og valte med parkeringspladser og parkeringsafgifter, siger han.

Rasmus Prehn frygter dog ikke, at priserne på parkering vil stige voldsomt, hvis man fjerner loftet.

- Jeg regner da med, at kommunerne vil holde prisen på et rimeligt niveau, siger transportordføreren, der forventer at fremsætte forslaget om lovændringen i løbet af 2012.