Socialdemokraternes formand i Køge, Tommy Kamp, har i flere tilfælde modtaget nyt tøj som jakkesæt, bluser og sko fra en herre­tøjsforretning uden selv at betale i butikken.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Regningen for S-formandens tøj gik til den nærliggende café Vanilla, som betalte for Kamps tøj – ifølge indehaveren af caféen mod, at S-formanden hjalp med at få en lukrativ kommunale tilladelse til udeservering igennem.

- Det drejer sig om et par jakkesæt og flere andre ting. Vi følte os presset til det, sige Vanillas medejer Ertugrul Karahan, der nu er gået til politiet og har anmeldt Tommy Kamp, efter at Køge Kommune besluttede at sende udeserveringerne på torvet i udbud.

Bestyreren af herretøjsforretningen bekræfter over for Berlingske, at Tommy Kamp har prøvet tøj i forretningen. Tøj, hvor fakturaen er blevet sendt til og betalt af Café Vanilla. Bestyreren ønsker ikke at få sit eller sin forretnings navn frem i pressen, men hans identitet er Berlingske bekendt, og bestyreren vil gerne dokumentere disse fakturaer over for politiet.

Fik regning fra kongres-overnatning

Tidligere på ugen kom det frem, at indehaverne fra Café Vanilla også var i besiddelse af en faktura på en hotelovernatning i Tommy Kamps navn fra en S-kongres i Aalborg. Kamp blev genvalgt som formand for S i Køge samme dag, som skandalen brød i Dagbladet Køge. Han fungerer fortsat som formand.

Tommy Kamp ønsker ikke at kommentere sagen, fordi politiet et inde i den.

Via sit kammeratskab med Kamp er Socialdemokraternes politiske ordfører også rodet ind i sagen. Gennem tre et halvt år har den lokale S-formand sammen med Henrik Sass Larsen, spist og drukket uden at betale for serveringen, har 16 ansatte bekræftet. De to nære venner og politiske allierede er kommet der 10-15 gange om året, og der skal være blevet drukket Amarone-vine til 400-500 kroner flasken. Aftalen om gratis beværtning blev ifølge caféens indehavere indgået med Kamp, men Ertugrul Karahan mener, at Sass Larsen, der nævnes som en rød regerings bud på en finansminister, må have studset over aldrig at blive præsenteret for en regning.

En finansminister kan da regne?

- Tre et halvt år hvor han deltager i de her middagsselskaber? Han burde kunne lægge to og to sammen. Skal man ikke kunne det som kommende finansminister?
 
Henrik Sass Larsen har ingen kommentarer – udover at han kalder sagen 'grundløs'.

Flere lokale socialdemokrater valgte at holde sig væk fra Café Vanilla, da det gik op for dem, at de ikke nødvendigvis behøvede at betale.