Brøndby Kommune kender ikke til en eneste borger i akut nød som følge af dagpengereformen, selv om borgmester Ib Terp i sidste uge hævdede, at 15-20 personer havde henvendt sig, da de var ude af stand til at betale husleje efter at have mistet dagpengene som følge af dagpengereformen.

De to socialdemokratiske borgmestre i Ishøj og Brøndby, Ole Bjørstorp (S) og Ib Terp (S) kom i sidste uge med et nødråb til statsminister Helle Thorning Schmidt (S) om at hjælpe dem, der på grund af dagpengereformen havde mistet dagpengene. De to borgmestre hævdede ifølge Information, at 22 familier i Ishøj og 15-20 i Brøndby havde henvendt sig til kommunen ude af stand til at betale husleje.

Men tallene holder ikke i nogen af kommunerne, skriver Politiken.

I Brøndby erkender Ib Terp, at der ikke er kendskab til en eneste, som har svært ved at klare huslejen eller har andre akutte problemer som følge af mistede dagpenge. Borgmesteren har taget fejl af nogle andre borgere på offentlig ydelse.

»Der er ikke nogen endnu, som har været oppe at sige, at de ikke har råd til huslejen. Det har jeg korrigeret. De har da sikkert et reelt problem og må suge på lappen, men de har altså holdt skindet på næsen indtil videre«, siger Ib Terp og beklager misforståelsen.

I Ishøj har borgmester Ole Bjørstrop fået nogle henvendelser fra pressede familier, men han kan ikke redegøre for, hvor mange det drejer sig om - kun at omkring 200 i Ishøj har mistet dagpengene.

»Jeg må jo kun tale ud fra statistikken, at de hverken har løn eller offentlig ydelse. Det vil jeg nu også kalde at være i nød,« siger han til Politiken.