S afviser tvungen paskontrol
Når først asylansøgere er kommet ind i EU, kan de rejse videre til for eksempel Danmark uden at skulle vise pas. Løsningen er dog ikke at indføre paskontrol, mener Socialdemokraterne.
Når først asylansøgere er kommet ind i EU, kan de rejse videre til for eksempel Danmark uden at skulle vise pas. Løsningen er dog ikke at indføre paskontrol, mener Socialdemokraterne.
Asylsøgere, der gerne vil til Danmark, har fundet en ny vej. Via Sydeuropa kommer de ind i EU, og herefter tager de - uden at skulle vise pas - flyet til Danmark, hvor de så søger asyl.
Ifølge Jyllands-Posten er det især somaliere, det benytter metoden, og de seneste måneder er antallet af indrejser steget markant.
Det skal stoppes, mener Socialdemokraterne, men ifølge partiet er løsningen ikke at ændre de regler, der i dag gør det frivilligt for flyselskaberne at undersøge pas hos passagerer, der rejser internt i Schengen-området.
- Det nytter ikke noget at bede alle europæere om at vise pas i tide og utide, fordi så finder de illegale indvandrere bare en anden metode, siger Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Jens Joel.
- Man tager fejl, hvis man tror, at flyselskabernes paskontrol stopper illegal indvandring. Man skal huske, at 99,9 procent af de personer, der rejser, gør det på helt legal vis. Man skal altid passe på, at man ikke laver en ordning, som rammer alle, men som kun løser meget få problemer, siger han.
Jens Joel mener, at løsningen i stedet er øget kontrol af unionens ydre grænse, så illegale indvandrere får sværere ved at komme ind i EU. Derudover er det vigtigt at kunne sende folk, som er kommet til Danmark via for eksempel Italien, retur til Italien. De muligheder eksisterer allerede i Schengen-aftalen, som blev strammet under det danske EU-formandskab.
S-ordføreren afviser, at øget grænsekontrol kan mindske problemet med illegal indvandring.
- Hver gang vi sætter en større grænsebom op et sted, finder de bare en anden vej. Vi skal i stedet styrke det internationale politisamarbejde, så vi på den måde får kortlagt, hvem bagmændene er, samt få stoppet tilstrømningen, siger han.