En glad, men samtidig rystet lotto-vinder har nu kontaktet Danske Spil for at gøre krav på de vanvittige 114 mio kr., som vedkommende fredag aften vandt i gigantpuljen i Eurojackpot.

»Vi er nu blevet kontaktet af den pågældende person her lørdag formiddag. Vedkommende, som jeg ikke vil afsløre kønnet på, er meget, meget glad, men også ret rystet,« oplyser Danske Spils pressechef Marie Grabow Westergaard.

»Vinderen tjekkede selv sin kupon fredag aften, og har vist ikke fået sovet så meget i nat. Vedkommende ringede selv til vores kundecenter, og vi har aftalt, at snakke sammen igen på mandag. Foreløbig har vinderen ikke lyst til at komme med nogle udtalelser til pressen, men var naturligvis virkelig glad. Og han/hun vil gerne lige sove på nyheden om den store gevinst,« tilføjer Danske Spils pressechef.

Kæmpegevinsten blev vundet på en kupon, der var købt i SuperBrugsen i Ølsted mellem Frederiksværk og Hillerød i Nordsjælland. Vinderen vil ligesom andre vindere af gevinster på over 1,5 mio kr. blive tilbudt økonomisk rådgivning af Danske Spil.

Aftenens vindertal i Eurojackpot var 7, 14, 23, 27, 35 og de to stjernetal var 3 og 5. Vinderen fra Nordsjælland fik dermed del i den europæiske Eurojackpot-pulje, der var vokset til 570 mio kr. Gigantpuljen blev i går delt mellem fem heldige vindere i Europa. De fordelte sig med én i Danmark, én i Holland og tre i Tyskland.

Udover vinderen af de 114 mio kr. fra SuperBrugsen i Ølsted kan en anden dansk spiller også glæde sig over en mindre, men dog solid gevinst ved trækningen fredag afen. Også 2.-præmiepuljen var oppe i et flot millionbeløb. Det betød, at en heldig spiller fra Føtex på Vesterbrogade i København vandt 3,8 millioner kroner. Han/hun har ikke foreløbig kontaktet Danske Spil.