Der bor 1.849 familier i Tingbjerg, og ti procent af dem, 187 familier, koster tilsammen Københavns Kommune knap 83 mio. kr. om året i specialiserede ydelser som f.eks. psykologhjælp og mentorforløb.

Mens Cecilia Lonning-Skovgaard (V) har fået at vide, at der ikke findes et tal for Københavns Kommunes samlede omkostninger i Tingbjerg, har kommunen opgjort, hvad københavnerbydelens 187 mest omkostningstunge familier koster.

Og det er ikke småpenge.

Årligt koster de 187 familier i Tingbjerg således kommunekassen 82,6 mio. kr., og det betyder, at den gennemsnitlige omkostning pr. familie er 443.000 kr. Størstedelen af familierne, 50 familier, koster imidlertid Københavns Kommune mere end 600.000 kr. om året. Hver af de 187 familier modtager i snit ni specialiserede ydelser fra kommunen, mens en enkelt af familierne modtager 20 ydelser.

En specialiseret ydelse er karakteriseret ved, at den enkelte borger bliver visiteret til den med henblik på at afhjælpe et konkret behov. Det er for eksempel kontanthjælp, specialskoletilbud, psykologhjælp, støttepersoner og mentorforløb, og derfor vil en københavnerfamilie uden udfordringer normalt ikke koste kommunen noget i specialiserede ydelser.

Det fremgår af et notat til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Socialudvalget i København som led i en forbedret helhedsindsats for byens socialt udsatte familier.



Ifølge notatet er de 187 familier i Tingbjerg kendetegnet ved at være storfamilier, typisk med flere end fem medlemmer, som modtager mange tilbud fra forskellige forvaltninger i København.

I Cecilia Lonning-Skovgaards (V) øjne er familierne også et eksempel på det, hun kalder misforstået flinkhed fra kommunens side, og tallene ryster hende.

»Jeg havde en fornemmelse af, at der var nogle dyre familier i Tingbjerg-området, men at det ser så vildt ud, kommer bag på mig,« siger hun.

Cecilia Lonning-Skovgaard er enig i notatets vurdering af, at det vil være en fordel for den enkelte familie at få tilknyttet faste sagsbehandlere og møde færrest muligt forskellige medarbejdere i systemet. Til gengæld bekymrer mentaliteten i notatet hende:

»Jeg synes, at det er gennemsyret af, hvor synd det er for de her familier, og hvor hårdt det er, at de skal deltage i forskellige møder med kommunen. Jeg forstår ikke, at man ikke vender kasketten om og siger: Prøv at hør makker; Du får næsten en halv million af det offentlige om året, så det mangler da bare, at du møder op til de her møder,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard, som synes, at den fremlagte helhedsindsats mangler et fokus på at få forældrene i de 187 familier i job.

I forbindelse med notatet er der foretaget en sagsgennemgang af to familiers forløb, ligesom familierne er blevet interviewet. Det er i den forbindelse, at de to casefamilier har udtalt, at »det er svært at holde styr på de mange møder«, »svært at fokusere på egne udfordringer, når ens børn har det svært«, at »forløbene har været uoverskuelige«, og at de i enkelte tilfælde »har haft følelsen af ikke at være blevet lyttet til«.

På den anden side fortæller familierne også, at de har oplevet hjælpsomhed fra kommunens side, og at hjælpen har haft en effekt.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) er enig med Cecilia Lonning-Skovgaard i, at det er et meget stort beløb, der bliver brugt i Tingbjerg.

Hun køber imidlertid ikke fortællingen om, at hendes forvaltning møder beboerne i Tingbjerg med for lave forventninger.

»Jeg synes, at det er lidt arrogant at sige, når man som Cecilia Lonning-Skovgaard kun har siddet og set på tingene udefra og i virkeligheden ikke har de rigtige forudsætninger for at motivfortolke på, hvorfor folk gør, som de gør. De politiske aftaler, som er lavet i mit udvalg, handler i hvert fald slet ikke om synd eller skam, men kun om job og uddannelse,« siger Anna Mee Allerslev.

Hun foreslår i stedet, at Københavns Kommune på tværs af forvaltninger nulstiller alle indsatser, som ikke er lovpligtige, i byens socialt udsatte områder og ser med friske øjne på, hvordan pengene bruges bedst muligt med henblik på at få folk i job.

Men hvorfor har du ikke fået flere på kontanthjælp over i beskæftigelse?

»Det er den allersværeste opgave overhovedet for alle kommuner at få de aktivitetsparate borgere gjort arbejdsmarkedsparate og få dem i job og uddannelse. Hvis man kigger på kommunerne samlet set, så ligger succesraten i dag på mellem tre og syv pct. så det er meget, meget svært,« siger Anna Mee Allerslev, men fastslår, at hendes forvaltning, udover den generelle afgang, er lykkedes med at få yderligere 1.500 ledige med ikke-vestlig baggrund i job og uddannelse.

Heller ikke socialborgmester Jesper Christensen (S) mener, at der er noget i vejen for, at Københavns Kommune har familiens ønsker og behov for øje. Han mener tværtimod, at det fokus vil få familierne tættere på arbejdsmarkedet:

»Vi ønsker at lave en indsats, der er indrettet sådan, at familierne bliver mødt med forventninger, men at kommunens organisering og tilgang ikke kommer til at stå i vejen. For ellers risikerer de mange krav at blive en barriere,« siger han.

Jesper Christensen medgiver, at den enkelte familie også har et personligt ansvar, men mener omvendt også, at nogle familier har brug for hjælp til at kunne tage det ansvar:

»Der er ingen tvivl om, at vejen frem er, at borgerne bliver selvhjulpne, så de ikke hænger fast i et offentligt systemet.«