Det skriver Ekstra Bladet.
46-årige Gunne Berg, der tilbage i 2009 tog pillen Champix, fortæller til Ekstra Bladet, hvordan hun ikke kunne styre, hvad hun gjorde, og hun var meget psykotisk.
- Jeg kunne ikke styre, hvad jeg gjorde. Jeg ville springe ud fra altanen. Jeg aner ikke hvorfor, siger hun til Ekstra Bladet.
Hun blev reddet af sin ven Viktor Jensen, der fik hende bragt på Kolding Sygehus. Her fik hun at vide, at hun straks skulle stoppe med pillen.
- De må have oplevet det før, for da jeg nævnte ordet Champix, vidste lægen udmærket, hvad sagen drejede sig, siger hun.
Efter at være stoppet med pillen, blev Gunne Berg ramt af en depression og angst, som hun i dag dog er sluppet for.
I september i år døde en 35-årig dansk kvinde af en blodprop i hjertet, efter at have taget Champix i syv uger. Lægemiddelstyrelsen kunne ikke finde andre årsager til blodproppen, end kvinden tog p-piller, havde røget og havde taget Champix gennem syv uger.
Pfizer, der producerer Champix, solgte i 2010 for 4,2 mia kr. af rygestop-pillen.
Chefen for godkendelse af lægemidler i Lægemiddelstyrelsen, Steffen Thirstrup, forklarer, at man ikke kendte til bivirkninger i 2006, da lægemidlet kom på markedet, og Champix er siden kommet under tæt observation.
- Vi ved ikke, om det er Champix, der har slået disse patienter ihjel, det er kun en mistanke. De tre dødsfald kan sagtens skyldes Champix, men de kan også skyldes anden medicin eller, at patienterne røg og derfor havde en større risiko for at få en blodprop, siger Steffen Thirstrup.
Formanden for de praktiserende læger, Henrik, Dibbern fortæller til Ekstra Bladet, at han ikke har kendt til de alvorlige bivirkninger ved Champix, men forklarer, at han nu vil være mere påpasselig med at udskrive midlet.






















