Ifølge en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse bliver DSBs rygeforbud ikke overholdt. Det møder kritik organisationen, som mener at DSB 'sender det forkerte signal'.

Selvom DSB for godt halvandet år siden indførte et total rygeforbud på alle deres perroner, så har det ikke konsekvenser hvis man alligevel tænder sig en smøg. Det viser en stikprøvekontrol som Kræftens Bekæmpelse har lavet på fire af landets stationer.

Kontrollen er udført på stationerne Køge, Roskilde, Næstved og Nykøbing Falster, med en times varighed på hver station, tirsdag den 27. oktober i år.

Der blev i alt observeret 108 personer fordelt på de fire stationer, som fik sig en smøg mens de ventede på toget. Og selvom der var uniformerede DSB ansatte til stede, blev der ikke reageret på overtrædelsen af forbuddet.

Det møder kritik fra Lisbeth Østergaard, områdekonsulent hos Kræftens Bekæmpelse i Region Sjælland.

»Vi hylder selvfølgelig initiativet om, at der skal være mindre synlig røg på offentlige steder, så vi sender det rigtige signal til børn og unge. Men jeg synes at DSB sender et forkert signal ved ikke at gribe ind, selvom deres personale jo har været direkte vidne til rygning på deres stationer,« fortæller hun til BT.

Lisbeth Østergaard fortæller, at selvom der ikke er tale om en større undersøgelse, så vidner stikprøvens resultater alligevel om, at mange pendlere stadigvæk ryger på landets togstationer.

»Det ville virkelig klæde DSB, som jo er en offentlig virksomhed, at leve op til deres egne regler om rygeforbud,« siger Lisbeth Østergaard.

Hos DSB ønsker man dog ikke at forholde sig til de nye tal.

     
      Foto: Morten Dueholm
Vis mere

»Jeg vil ikke anfægte undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse, men da jeg ikke selv var med derude på de pågældende stationer, som kan jeg ikke kommentere på det«, fortæller forretningschef hos DSB Leif Fabrin til BT.

»Jeg er godt klar over, at forbuddet ikke er lige er populært hos alle vores kunder, og at nogle vælger ikke at overholde det,« siger han, og anerkender at man endnu ikke er ’nået i mål’, med henblik på at gøre alle stationer komplet røgfri.

»Vi har fra starten af sagt, at vi beder vores medarbejdere om, at de henstiller til kunderne, at der er et forbud. Men vi siger også, at vi ikke vil have konflikt mellem personale og kunder på den her konto. Vi henstiller pænt og høfligt til reglerne,« siger Leif Fabrin.

Han forsikrer, at rygeforbuddet ikke er et tomt pr-stunt, og at håndhævelsen af forbuddet løbende bliver debatteret med DSBs ansatte.