Det udskældte lavprisflyselskab Ryanair udvider flyruterne fra Københavns Lufthavn, oplyser selskabet på sin hjemmeside.

Fra oktober bliver det muligt at flyve direkte fra København til Tenerife, der er en af Spaniens Kanariske Øer i Atlanterhavet.

Udvidelsen står i kontrast til selskabets aktivitet i Jylland, hvor ruter fra lufthavnene i Billund og Aarhus er blevet skåret kraftigt ned, efter Arbejdsretten gav LO medhold i, at den konflikt, de havde varslet mod det irske flyselskab, var lovlig. Ryanair nægter nemlig at indgå dansk overenskomst.

Aarhus Lufthavn har eksempelvis mistet omkring en tredjedel af sine sommerpassagerer i juli, hvilket ifølge lufthavnens direktør skyldes Ryanairs lukning af ruter, skriver TV 2 Østjylland.

Men i København kan danskerne se frem til to ugentlige afgange mod Tenerife, hvilket er Ryanairs 15. rute fra Københavns Lufthavn.

I alt får lavprisselskabet denne vinter 118 ugentlige afgange fra København.

BNB