Den danske sangerinde Medina er på Kos for at møde de mange flygtninge, som hver dag sejler ind til den græske ø. I et telefoninterview med P1 mandag blev hun så overvældet af stærke følelser, at hun brød sammen.

Mandag ringede DR's P1 Eftermiddag til den populære danske sangerinde, som har opholdt sig på Kos siden midten af sidste uge. Medina fortæller om en græsk ø, som er ved at gå i komplet forfald. Hun beskriver, hvordan folk om natten kommer sejlende ind til stranden i små oppustelige legetøjs-lignende gummibåde.

»Jeg sover dårligt om natten, fordi tanken om, at hvis vi går ned på stranden, og der er nogen på vej ind… Vi har faktisk været nede på stranden en enkelt aften for at se, om der kom nogle ind,« siger Medina til P1, inden hun med en meget bevæget stemme siger:

»Ej, jeg bliver helt ked af det…«

Medina har indgået et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, og det er i den forbindelse, at hun er rejst til den græske ø Kos for at møde de pressede flygtninge og migranter i øjenhøjde. Sangerinden håber, at hun kan få sine følgere på Facebook og Instagram til at forstå situationens alvor og donere et beløb til nødhjælpsarbejdet.

Der hersker nemlig stadig kaotiske tilstande på og omkring Middelhavet. Syriske flygtninge og migranter valfarter fra den tyrkiske kyst ud til de nærliggende øer som for eksempel Lesbos og Kos. Og situationen vækker ofte stærke følelser hos folk, der ønsker at møde og snakke med syrerne.

P1-journalisten spørger derefter Medina, hvordan det er at være til stede og snakke med flygtningene for at få deres historier. Hun svarer tydeligt rørt, at hun har mødt især én mand, som har gjort indtryk. En mand, der i tre uger har gået over bjerge iført skumgummisko, som var tre numre for små – for dernæst delvist at svømme ved siden af en gummibåd ud til Kos, fordi der ikke var plads til alle på båden. En mand, der angiveligt ikke vidste, hvor hans familie var.

Resten af interviewet bærer præg af en rørt Medina, som lader til virkelig at være påvirket af tilstanden på Kos. Hun er glad for at være til stede på øen, hvor hun kan møde dem, det handler om, i øjenhøjde.

»Det handler om at ville møde mennesker, der er flygtninge, og sætte sig ind i deres sag, for så føler man det på en anden måde, end når man bare sætter sig og læser om det. Det er vigtigt at sætte sig godt ind i det,« forklarer hun til P1.

Medina opdaterer jævnligt fra sin rejse på Facebook og Instagram, og her vil hendes følgere kunne se billeder og få information om, hvordan man kan støtte flygtninge og migranter via Folkekirkens Nødhjælp.

Her er opslaget, hvor Medina taler med den syriske mand, som har kæmpet sig vej til Kos: