Prins Henrik får ikke meget sympati for sin beslutning om at blive begravet uden sin ledsager i mere end 50 år. I hvertfald ikke hos de tre kendte par, der har været gift i en årrække med den samme ægtefælle. For eksempel tabte Hilda Heick, der næste år kqan fejre guldbryllup med Keld Heick, meget for prinsgemalen, da hun læste nyheden.

»Jeg blev meget rørt og ked af det, da jeg læste nyheden om Prins Henrik. Når man har fulgtes ad hele livet, så skal man også ligge ved siden af hinanden til sidst,« siger sangerinden Hilda Heick, der er tydeligt berørt over hyheden fra Kongehuset.

»Jeg ville da være ked af det, hvis Keld kom med den udmelding, at han ikke vil ligge ved siden af mig i vores sidste fase som jordiske rester,« siger Hilda Heick, der er sur på Prins Henrik og mener, at han ikke kan være det bekendt:

»Han virker som en bitter mand, og jeg synes, det er synd, at Dronningen skal igennem det her. Det fortjener hun ikke. Hun er pligtopfyldende til det sidste, og det skal man respektere, og han har jo vidst fra starten, at han aldrig ville komme på højde med Dronningen,« siger Hilda Heick, der godt kan forstå, at han er bitter:

»Jeg kan godt forstå, at han har været ked af det og bitter over, at han skulle gå bagefter hende. Men det er jo ikke noget, Dronningen har bestemt. Det har regeringen jo. Det kan hun jo ikke gøre for. Det er synd, at hun skal gå igennem det her. Det virker som et personligt angreb,« siger Hilda Heick og fortsætter:

»Det kan ikke nytte noget, at bitterheden skal gå ud over det. Jeg føler med Dronningen, at de skal være spredt efter et langt liv,« siger Hilda Heick.

Keld og Hilda er begge 71 år og har derfor talt om, hvad de gør, når den tid kommer.

»Keld og jeg har talt om, at vi gerne vil lave et familie-gravsted. Vi nærmer os jo desværre den tid, og det er ikke noget, vi kan lide at tænke på. Men vi har talt med Anette om, at vi skal ligge sammen og lave et familiegravsted. Mine forældre ligger i Stenmagle Kirke, og derfor har vi overvejet at flytte dem over til os og lave en samlet stor gravplads. Vi hører lige nu til Rudersdal Kirke, men vi har ikke besluttet, om det er der, vi skal ligge,« siger Hilda Heick, der afviser, at de skal andet en en traditionel begravelse:

»Det skal være på en kirkegård. Kelds forældre ligger på de ukendtes gravplads, og det har vi været meget kede af, da vi ikke har kunnet lægge en blomst og mindes dem,« siger hun.

Asger Aamund: Det har dronningen ikke fortjent

Finansmanden Asger Aamund er helt på linje med Hilda Heick. Han retter en skarp kritik af Prins Henrik.

»Det er ikke nogen god ide, som han har fået. Han har jo vidst præcis hvad han gik ind til hele tiden,« siger Asger Aamund og fortsætter:

»Man kan derefter ikke komme midt i det hele og være konge. Det er synd for dronningen, at han kommer med det her primitive oprør. Det har hun ikke fortjent,« siger han.

Asger Aamund henviser til, at Prins Philip i England ikke står sig spor anderledes end Prins Henrik.

»Han burde skabe harmoni i familien og lade sig begrave ved siden af hende. Det er ikke fair af ham,« siger Asger Aamund.

Selvom Asger Aamund er ude med riven overfor Prinsgemalen i dette tilfælde, så understreger han, at han ellers har høje tanker om ham. De to har blandt andet spillet tennis sammen.

»Jeg kan vældig godt lide ham. Han er et meget sympatisk menneske og jeg tror ikke, at det er det, som danskerne vil huske ham for. Han har gjort rigtig mange gode ting for Danmark. Men i dette specifikke tilfælde, så bør han tænke sig om en ekstra gang,« siger Asger Aamund.

Asger Aamund regner selv med, at han skal begraves ved siden af sin kone. Han har været gift med Suzanne Bjerrehuus siden 1988.

»Vi taler ikke meget om det, men vi har lige vendt det. Jeg regner bestemt med, at vi skal begraves ved siden af hinanden,« siger han.

Hvad hvis der nu var en eller anden årsag til, at det ikke kunne lade sig gøre?

»Jamen, det ville jeg acceptere, men jeg ville være ked af det. Jeg vil jo gerne ligge ved siden af den kvinde, som jeg har gjort det i snart 30 år,« siger Asger Aamund.

Hvorfor er det så vigtigt? Når man er død, så er man jo død?

»Tjo, men så kunne man jo også sige, at man kunne blive dumpet på lossepladsen, men har man lyst til det? Men det er også et sprøgsmål om, at man jo har efterkommere, som man håber vil besøge gravstedet. Så er det jo en fordel at ligge sammen,« forklarer han.

Den danske skuespiller Morten Grunwald tager det hele en kende mere afslappet.

»Jeg synes det er lidt komisk. Jeg kan ikke hidse mig voldsomt op over det,« siger han og fortsætter:

»Jeg må dog sige, at prinsen jo må have vidst hvad han gik ind til. Den gang hvor han ligesom besluttede sig for at gifte sig med hende, der må han jo have fået betingelserne oplyst,« siger Morten grunwald, som også har høje tanker om Danmarks prinsgemal.

»Jeg har truffet ham flere gange og jeg synes han er en herlig fyr. Han er begavet og morsom,« siger Morten Grunwald, der lod sig pensionere tidligere i år i en alder af 82.

Det betyder ikke meget for Morten Grunwald, som har været gift med Lily Weiding i 37 år, hvad der sker med hans eget legeme, efter han er død.

»Min kone og jeg har talt om at vi skal i en græsplæne oppe i Taarbæk eller også skal vi strøs over Øresund, når vi er brændt. Vi skal ikke have nogen sten eller noget,« forklarer han.

»Vi koncentrerer os om at være sammen nu, mens vi er her. Når vi er væk, så er vi væk,« siger han.

»Han kunne jo gøre som min gamle ven Ove Sprogøe. Ved du hvad han gjorde?«

Øh.. nej, må jeg nok indrømme?

»Han donerede sin krop til Panum-instittutet. Nu ligger han derinde. Det var måske noget for Henrik« siger Morten Grunwald og griner.