21-årige Mikkel Gram Davidsens far er ramt af uhelbredelig kræft i lungerne og hjernen, og ifølge lægerne har han to år tilbage at leve i. Nu har Mikkel Gram Davidsen skrevet en rapsang til sin far for at få sat ord på alt det, der er svært at få sagt.

»Selvom han godt ved det inderst inde. Så skal han stadig høre det. Jeg vil ikke sidde tilbage og fortryde de ting, jeg ikke fik det sagt,« fortæller 21-årige Mikkel Gram Davidsen med en klingende østjysk dialekt.

Den unge aarhusianer har rappet i seks år, så musikken har boet i ham, siden han var lille. Men nu er den pludselig blevet vigtigere for ham end nogensinde før. For det var gennem rappen, at Mikkel Gram Davidsen kunne få sat ord på, hvor meget hans far betyder for ham.

For to år siden blev faderen, Johnny Gram Andersen, diagnostiseret med kræft. Sygdommen blev opdaget ved ren og skær tilfælde.

Johnny Gram Andersen skulle sammen med sin bror flytte nogle ting, og under flytningen kom han i klemme mellem en sofa og en væg. Egentlig skete der ikke den store skade på det tidspunkt. Det var først senere, da han kom hjem, at han opdagede, at der var blod i hans urin.

Ved lægen viste det sig imidlertid, at blodet ved toiletbesøgene ikke skyldtes uheldet med sofaen. Det var fremskreden kræft i nyren. Det var så slemt, at nyren måtte fjernes. Johnny Gram Andersen blev erklæret rask, men familiens mareridt var ikke overstået.

For kort efter skulle det vise sig, at kræften alligevel ikke var slået. Tværtimod havde den spredt til lungerne, og senere viste en fuld kropsscanning to svulster i Johnny Gram Andersens hjerne. Lægernes dom faldt hårdt.

Mikkel Gram Davidsens far er uhelbredeligt syg og kan nu forvente en levetid på omkring to år.

For Mikkel Gram Davidsen er det ikke altid let at få sagt, hvordan han går og har det. Med faderens diagnose er hverken tid eller ord nok. For hvordan får man fortalt ens kære, hvad de egentlig betyder for en?

Det blev Mikkel Gram Davidsens mor, som banede vejen. Hun kendte Mikkels musikalitet og vidste, at det var gennem rappen, at han bedst kunne få sat ord på.

»Hun sagde ’det er bedre, at du gør det nu, mens han er her. For lige pludselig er han måske væk.’ Hun vidste, at jeg alligevel ville ende med at skrive sange til ham uanset hvad. Så jeg skulle synge dem for ham, så han hørte det,” fortæller Mikkel Gram Davidsen til BT.

Derfor skrev han en rap-sang til sin far og opførte den live for ham, da familien forleden var i sommerhus. I sangen fortæller Mikkel Gram Andersen om fisketure de to har været på, og om det store forbillede, hans far altid vil være.

Og fortvivlensen får også lov at fylde, men den går hånd i hånd med håbet og troen på det bedste.

»Hvad fanden skal det til for. Du er lige her, hvor du hører til, så selvom skæbnen måske ikke vil, så må vi sætte alt på spil,« synger han i videoen.

Mikkel Gram Davidsens far blev så stolt og rørt over sønnens sang, at han nu har delt den på sin Facebook. Her vælter det ind med positive tilkendegivelser og ros til Mikkel Gram Andersen for hans mod til at stå frem.

Reaktionerne har været overvældende for Mikkel Gram Davidsen, der pludselig havde et kæmpe publikum til noget meget privat. Men han håber, at sangen måske kan inspirere andre til at få sagt tingene højt.

»Det er min fars sang og den er meget personlig, så derfor er det måske ikke alt i den, som giver mening for andre. Men man elsker sine forældre, så på den måde kan alle måske alligevel relatere. Jeg håber, min sang hjælper andre i samme situation som mig,« fortæller den unge rapper.

Nu forsøger de to at få klemt så mange nærværende oplevelser ud af tiden, de har tilbage. Og det er svært for både Mikkel Gram Davidsen og hans far ikke at bebrejde den første raskmelding.

»Man skal ikke melde folk raske, hvis ikke de er det. Man får jo håbet kørt falsk op,« fortæller Mikkel Gram Davidsen.

Alligevel opfordrer han andre, der har det som ham, til at holde modet oppe.

»Alle, der har det svært, må bare blive ved med at kæmpe og håbe på det bedste. Min far skal overleve det her - det skal han.«