Manu Sareens udtalelse om, at han vil følge Københavns Stifts indstilling og lukke 16 kirker, gør ham inhabil, mener Venstres Birthe Rønn Hornbech. Sareen er klar til at overlade sagen til en anden minister.

En minister må ikke på forhånd sige, at han har tænkt sig at træffe en bestemt beslutning i en sag. Sker det, må ministeren erklæres inhabil.

Det fastslår folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), der mener, at kirkeminister Manu Sareen (R) har været for hurtig på aftrækkeren i sagen om de lukningstruede københavnske kirker.

Forleden sagde kirkeministeren i et TV-interview, at han har tænkt sig at følge indstillingen fra Københavns Stift og godkende lukningen af et antal kirker. Det er hverken lovligt eller rimeligt, mener Birthe Rønn Hornbech.

- Det er i strid med forvaltningsloven og med sognenes retssikkerhed, hvis en ministeriel afgørelse bliver truffet, inden man har set alle sagens akter og foretaget de nødvendige høringer, siger hun.

Birthe Rønn Hornbech, der selv var kirkeminister i årene 2007-2011, fremhæver to eksempler på ministre fra den tidligere VK-regering, der blev fjernet fra sager, fordi de blev betegnet som inhabile: Miljøminister Connie Hedegaard (K) og kirkeminister Tove Fergo (V).

Hedegaard måtte ikke behandle sagen om det ulovligt opførte Bilka-varehus i Horsens, fordi hun på forhånd havde afvist at lovliggøre byggeriet, mens Fergo erklærede sig inhabil i fyringssagen mod den omstridte præst Thorkild Grosbøll, fordi hun krævede ham smidt ud af folkekirken.

- Bilka-sagen blev overgivet til Justitsministeriet. Det bør også ske i spørgsmålet om de københavnske kirker, siger Birthe Rønn Hornbech.

Manu Sareen afviser umiddelbart kritikken fra sin forgænger. Beslutningen om kirkelukningerne er endnu ikke truffet, fastslår han.

- Jeg har blot givet udtryk for en opbakning til den debat, som stiftsrådet har sat i gang med sine forslag. Spørgsmålet om eventuelle kirkelukninger skal først og fremmest drøftes lokalt. Det er ikke mig, der har sat de drøftelser i gang, og jeg skal ikke drage konklusionerne af dem, udtaler ministeren.

Han er dog klar til at tage konsekvensen, hvis det viser sig, at hans kommentar til TV er diskvalificerende.

- Hvis det imod min forventning skulle vise sig, at der er tvivl om, hvorvidt jeg er inhabil, så vil jeg naturligvis overlade afgørelsen til en anden minister, siger Manu Sareen.

Mandag kom det frem, hvilke 16 eller 17 kirker Københavns Stift vil lukke. De berørte menighedsråd får i første omgang mulighed for at komme med indvendinger til stiftsrådets beslutning, men det er altså kirkeministeren og Kirkeministeriet, der tager den endelige beslutning.