De fleste kommuner er afhængige af frivillige til at løse de bløde opgaver, når flygtninge kommer til Danmark. Kontakten til almindelige danskere er essentiel, hvis integrationen skal lykkes, siger Røde Kors.

De danske kommuner er dybt afhængige af frivillige hænder, når flygtninge kommer til Danmark, viser en rundspørge foretaget af Politiken Research.

Og det er et billede, man kan genkende hos Røde Kors, fortæller generalsekretær Anders Ladekarl.

82 af de 62 kommuner, der har deltaget i Politikens rundspørge, svarer, at de helt eller delvist er afhængige af frivillige, når flygtninge og indvandrere skal have hjælp til at forstå og blive en del af deres nye nærmiljø, og den samme tendens tegner sig i Røde Kors’ egne undersøgelser på området.

»Vi har rigtig mange undersøgelser, der viser, at den bedste måde at blive integreret i Danmark på, er at have en dansk ven. Det at have kontakt til en dansker, som kender de normer, vi har i Danmark, som forstår, hvad vi siger, og som kan forklare, hvad hygge for eksempel er, betyder rigtig meget for at kunne begå sig i Danmark,« forklarer Anders Ladekarl.

Og det er ofte noget, som kommunerne ikke kan løse alene, pointerer generalsekretæren.

»Derfor betyder frivilligheden og det, at man gør det for en anden persons skyld, alt for, at integrationen lykkedes,« siger Anders Ladekarl.

Der er da også flere og flere danskere, der melder sig som frivillige på asylområdet og gerne vil tage sig af de såkaldte bløde opgaver som eksempelvis at hjælpe børnene med lektierne eller at introducere familien til det danske foreningsliv.

Flere kommuner fortæller i Politikens rundspørge, at der er stor interesse for at hjælpe, og en kommune har endda en venteliste, fordi der er så mange, der har meldt sig som frivillige.

Dog beretter nogle kommuner om, at det til trods for den store interesse nogle steder alligevel kan være svært at få klaret de opgaver, som er så vigtige for, at integrationen lykkes. Især hvis de frivillige bliver pålagt for faste opgaver med faste tider.

Anders Ladekarl ser ikke noget problem i, at kommunerne af afhængige af, at frivillige hjælper med at løse integrationsopgaven. Han opfordrer dog til, at der tildeles flere ressourcer til området, så det bliver mere stabilt.

»Jeg synes først og fremmest, at staten og myndighederne burde sikre, at de organisationer, der står klar til at finde flere frivillige, og de frivillige, der står klar til at melde sig, får nogle forhold, som de kan arbejde bedre under,« siger han og fortsætter:

»Vi savner en grundfinansiering til de frivillige organisationers arbejde på det her område, og det burde regeringen fokusere på. Og så vil jeg garantere, at der kommer mange flere frivillige på det her område.«