Jordemødrene flygter fra kaotiske tilstande på fødeafdelingerne.
Gravide sendes rundt mellem sygehusene. Blødninger overses, fordi jordemoderen har gang i en ny fødsel. Fødsler går i stå, fordi utrygheden stopper veerne.
Der er rød alarm på fødestuerne - og det har der været alt for længe.
»Jeg oplever et øget pres, hvor vi ofte kører på kanten af, hvad vi kan overkomme,« siger Lene Skou Jensen, der er jordemoder på Rigshospitalet.
I mere end 30 år har hun hjulpet børn til verden, men hun har aldrig oplevet så mange langtidssyge jordemødre som i de seneste fem år.
»Og det er ikke svage kollegaer, men dem, der har holdt ud for længe,« siger hun alvorligt bekymret for sine nedslidte kollegaer.
Onsdag kastede hendes øverste chef, klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling Morten Hedegaard, håndklædet i ringet.
Efter 14 år i spidsen for en af landets største fødeafdelinger sagde fødselslægen, som bl.a. har hjulpet ved de kongelige fødsler, stop:
»Betingelserne, vi arbejder under - og som de fødende udsættes for - bliver ringere og ringere. Det er for mig blevet en større og større belastning. Jeg sover dårligt og har gjort det i lang tid,« sagde Morten Hedegaard til Politiken.
Sympatierklæring
Lægekollegiet på klinikken udsendte ifølge TV2 i går aftes en sympatierklæring, hvor de deler Morten Hedegaard bekymringer og langer ud efter politikerne.
Udover sygemeldinger viser en stikprøve, ifølge jordemoderforeningens næstformand Stina Kruse Skov, at hver fjerde jordemoder siden begyndelsen af 2016 har søgt væk fra det offentlige til private klinikker eller lægepraksis.
De hårdest ramte er fødegangene i hovedstadsområdet, men også Odense, Skejby ved Aarhus og Aalborg oplever samme tendens, lyder det.
Arbejdstilsynet har da også alene i 2016 uddelt sure smileys til både Rigshospitalet og Odense Universitetshospitals fødeafdelinger på grund af for store arbejdsmængder og tidspres.
Det sker i en periode, hvor fødselstallet ellers er historisk lavt - godt 58.000 i 2015 - og kun lige er begyndt at stige igen.
Ifølge Danmarks Statistik vil der i 2025 blive født 72.500 børn i Danmark. Og det er altså dem og deres forældre, som travlheden på fødestuerne i sidste ende rammer.
Det oplevede 26-årige Carina Ditlevsen, da hun og hendes mand for knap fire uger siden blev forældre for første gang.
Tordag aften gik vandet, og normalt vil man sætte fødslen i gang indenfor 24 timer for at undgå infektioner.
Men fredag aften havde de på Roskilde Sygehus ikke tid til at sætte hende i gang, og de blev i stedet sendt hjem med en antibiotika-kur.
Lørdag morgen klokken fem fik Carina Ditlevsen så ondt, at hendes mand igen kontaktede sygehuset. Men de havde ikke plads, så de blev sendt til Hvidovre Hospital, hvor de dog ikke kunne give hende ve-stimulerende drop, da det skulle ske på Roskilde Sygehus.
Hun blev derfor sendt tilbage, hvor de efter flere timer i et venteværelse blev tilset ved middagstid.
Her gjorde Carina Ditlevsen det klart, at hun ønskede kejsersnit, da der snart var gået 48 timer, siden vandet gik - og hun frygtede for barnets helbred.
Efter seks timers faste kom hendes lille datter til verden lørdag aften ved kejsersnit.
»Hele mit graviditetsforløb havde jeg tænkt, at jeg skulle føde på Roskilde, hvor man f.eks. kan få lattergas. Det kan man ikke på Hvidovre, og når man så er lidt en kontrolfreak, er det svært, at tingene pludselig ser helt anderledes ud,« siger Carina Ditlevsen, der understreger, at det ikke er jordemødrenes skyld, men at der bare ikke er hænder nok.
Efterfølgende blev datteren genindlagt med gulsot - noget der måske kunne være undgået, hvis der havde været mere fokus på at få amningen til at fungere ovenpå den kaotiske fødsel.
Travlheden rammer nemlig ikke kun selve fødselsoplevelsen, men kan også få konsekvenser for barnets helbred efterfølgende, fortæller flere jordemødre til BT.
Regionernes ansvar
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger til Politiken, at der er afsat 50 millioner kroner årligttil at løfte kvaliteten på fødeafdelingerne.
»Det skal være sådan, at alle gravide føler sig trygge ved at føde på Rigshospitalet og andre af landets fødeafdelinger, og det forudsætter, at de ansatte har ordentlige arbejdsforhold,« siger Ellen Trane Nørby og uddyber, at det er regionerne, der har ansvaret for at følge op på de lokale forhold og sikre trygheden for de fødende og samtidig ordentlige forhold for medarbejderne.
Fra Region Hovedstaden lyder svaret også, at man har tilført ekstra midler til fødeområdet, men at man ikke kan friholde fødeafdelingerne, når der skal findes besparelser på 600 mio. kroner.
Lene: Det får en konsekvens
Lene Skou Jensen Jordemoder på Rigshospitalet
»Vi gør, hvad vi kan, for at de fødende ikke mærker til det, men vi har svært ved at leve op til de forventninger, vi har til os selv som jordemødre. Den konstante slitage får en konsekvens på et tidspunkt. Det er utrygt både for jordemødre og de kommende forældre.«
»Der sker jævnligt overflytninger af fødende, hvor vores afdelingsjordemoder må ringe til et andet hospital for at høre, om de har tid til at modtage en fødende. I det øjeblik en fødende sendes på landevejen, skabes der en fysisk og psykisk utryghed, som er det dårligste udgangspunkt for at indlede en fødsel. Adrenalinen modarbejder simpelthen de hormoner, som skal holde fødslen i gang, så fødslen kan ende med at trække ud.«
»Stress og jag er en rigtig dårlig start på et forældreskab. Hvis man sender usikre forældre hjem efter en svær fødsel, er der større risiko for, at man ikke er i stand til at tolke barnets signaler og behov. Vi ser f.eks., at det går ud over amningen.«
Sara: Vi måtte bare løbe hurtigere
Sara Bjerregaard Tidligere ansat ved Rigs- hospitalet, nu selvstændig
»Jeg havde en kvinde i fødsel, en anden fødende ringede akut på telefonen, og jeg så en tredje på gangen, hvor manden var desperat for at finde en jordemoder, der kunne hjælpe hans kone.«
»Når vi ikke var nok jordemødre, måtte vi bare løbe hurtigere. Når jeg kom hjem fra sådan en vagt, blev jeg i tvivl: Fik jeg nu givet indsprøjtningen til den rigtige? Jeg gik ofte hjem fra arbejde med en fornemmelse af, at det var mere held end forstand, at det gik godt i dag. Jeg følte, at det nogle gange var tilfældigt, om vi opdagede, når en kvinde f.eks. var ved at forbløde efter en fødsel.«
»Der sker en kæmpe underrapportering af de fejl, vi laver. Hvornår skal jeg nå at indberette det, når jeg har styrtet rundt i 16 timer? Jeg skal jo være på vagt igen om ti timer og kan knap nok huske, hvad der skete på grund af alt for meget stress.«
»For patienterne er succeskriteriet, at de får et levende barn hjem. Jeg tror, at de ofte ikke orker at klage, samtidig kan de godt se, at jordemoderen løb alt, hvad hun kunne. Så i misforstået omsorg for jordemoderen kommer klagen aldrig frem.«
Charlotte: Jeg skiftede i protest til den private sektor
Charlotte Kogler Tidligere ansat ved Hvidovre Hospital, nu privatansat
»Jeg følte mig ikke stolt, og jeg følte mig ikke tilfreds. Mit arbejde i det offentlige var så travlt, at jeg måtte springe frokosten over for at nå mine opgaver. Jeg havde tid til at engagere mig, når jeg tog imod en baby, men så snart det var gjort, var det videre til næste. Jeg kunne ikke evaluere med parrene, og jeg kunne ikke gøre tingene færdigt. Jeg så mine kolleger gå ned med stress, og jeg lå selv søvnløs.
Jeg havde stadig 20 år tilbage på arbejdsmarkedet, men jeg kunne ikke se mig klare bare fem år mere. Derfor skiftede jeg i protest til den private sektor. Her har jeg fået tid til at give den omsorg, de fødende har brug for. Og de spørgsmål, jeg bliver mødt med fra gravide, der tilvælger det private, er overvældende. Det er de helt basale ting, de ikke har fået at vide på hospitalet. Når jeg giver mig tid til deres behov, kan jeg se, hvordan de bliver trygge og lettede. Jeg elsker at være jordemor, men i det offentlige ville jeg være slidt op før tid.«
