Den fængslede finansmand må trække kritik af Stein Bagger tilbage efter pres fra HA-medlem.

Bagger er et patetisk vrag. De ord må Klaus Riskær nu tage i sig igen, som betaling for at bevare et godt forhold til Hells Angels og deres supportere i fængselssystemet.
Riskær afsoner for tiden en dom på seks år i det jyske statsfængsel i Sdr. Omme, og den rappe finansmand, der normalt ikke afholder sig fra at tage bladet fra munden, må nu sande, at ytringsfriheden har grænser. I hvert fald når man sidder bag tremmer.
BT TV: Riskær truet af HA'ere

Ifølge B.T.s kilder har Riskær overtrådt den usynlige grænse for almindelig god opførsel over for fanger med gode forbindelser til Hells Angels.
Det skete da han tidligere på måneden vedvarende kritiserede storsvindleren Stein Bagger i flere medier.
En bemærkning, der faldt i B.T. 12. juni i år, var angiveligt dråben, der fik bægeret til at flyde over.
For lidt graveri
Forud havde Riskær andre steder udtalt sig kritisk om Bagger og skrevet en velargumenteret kronik i Politiken, hvor han blandt andet kritiserede det juridiske og politiske system for at lægge låg på Bagger-sagen og lade storsvindleren slippe alt for let.
En af Riskærs pointer var blandt andet, at Stein Bagger slap meget let om ved kun at redegøre for en del af de forsvundne penge, og at bagmandspolitiet har ladet sig nøje med Baggers egen forklaring uden selv at grave videre i sagen.
- Når man bliver opdaget, kan man gå under jorden i et par uger. Når man kommer hjem, mangler der stadig 220 mio. i kassen. Man kan derefter sætte sig hos bagmandspolitiet i 1.050 timer og tilstå det hele og præsentere sagen, som man selv ser den, skrev Riskær i Politiken.
Men det var den vedvarende kritik og bemærkningen om, at Bagger er et patetisk vrag, der angiveligt fik HA’s inderkreds op på mærkerne.
Undskyldning eller problemer
I følge B.T.s oplysninger har en eller flere gjort Riskær opmærksom på, at det ikke var smart at fremture med kritikken af Bagger, der lige op til flugten efter sin storsvindel havde den højtstående Hells Angel, Brian Sandberg, som personlig bodyguard. De to har kendt hinanden i mange år, og er stadig tætte venner.
Gennem systemet i fængslet har Riskær angiveligt måttet krybe til korset og lade en besked om en undskyldning gå videre til Bagger via Brian Sandberg for at undgå personlige repressalier i fængslet.
Ifølge en kilde med indgående kendskab til fængselsmiljøet, har det været en absolut nødvendighed for Riskær at sige undskyld. Ellers kunne han have løbet ind i det, der med et pænt udtryk betegnes som »problemer« inden for murene.
BT TV: Riskær truet af HA'ere

Forløbet bekræftes på Brian Sandbergs Facebook-profil, som B.T. har haft adgang til.
Her skriver det højtstående Hells Angels-medlem selv, at han har været en tur i det jyske, hvor han har talt med gode venner. Og Brian Sandbergs opdatering fortsætter:..jeg har talt med en Klaus Riskjær, som undskylder mange gange for sine udtalelser angående Stein Bagger, så Klaus er cool nok..., skriver Sandberg selv, og bekræfter således, at Riskær har været presset til at levere en undskyldning for sit personlige angreb mod Bagger.
Den sidste bemærkning om, at Klaus er cool nok, er samtidig et klart signal til AK81 og andre HA-støtter om, at Riskær er inde i varmen, og at han ikke skal røres, fortæller kilder til B.T.
Sandberg bekræfter, at det er ham, der har skrevet på Facebook-siden, men henviser i øvrigt til Hells Angels’ talsmand, Jørn Jønke Nielsen.