Frem med paraplyerne. Lørdag er der risiko for skybrud over Danmark, lyder meldingen fra DMI.

- Fredag aften og nat kommer der byger fra sydvest, men det er først lørdag formiddag, at der for alvor kommer regn og torden. Der kan godt komme så meget regn lokalt, at der bliver tale om skybrud, siger Michael Skelbæk fra DMIs Vejrtjeneste.

Der er tale om skybrud, når der i løbet af en halv time kommer mindst 15 millimeter vand.

Det er jyderne og fynboerne, der først mærker regnen og temperaturer på mellem 15 og 18 grader. Lørdag formiddag kan sjællænderne godt tage et hvil på solsengen i haven - termometret når op på mellem 23 og 28 grader, og åå Bornholm når man måske helt op på 30 grader.

Som lørdagen skrider frem, rykker regnen og det køligere vejr så videre til Fyn, Sjælland og Bornholm.

- Det ser ud til, at regnen ikke bliver helt så kraftig over den østlige del af Sjælland. Derimod er der en vis sandsynlighed for, at bornholmerne får skybrud, siger Michael Skelbæk.

Lørdag midt på eftermiddagen begynder det at klare op fra vest.