Risikerer kræft i Kastrup

Bagagemedarbejderne i Københavns Lufthavn udsættes for så store mængder farlige partikler og gasser, at flere har fået kræft

I disse dage er antallet af passagerer i Københavns Lufthavn Kastrup på det højeste i hele året. Og det betyder, at de personer, der læsser din bagage på flyet udsættes for en voldsom høj og farlig mængde partikler.

For hver dag går bagageportørerne i Kastrup Lufthavn rundt i livsfarlige partikler og brændstofdampe, der kan skade dem for livet. Der er blandt andet registreret flere tilfælde af personer med kræft, som direkte konsekvens af arbejdet i den forurenede luft.

Netop det er 73-årige Erik Jacobsen et uhyggeligt eksempel på. I 32 år gik han rundt i de farlige omgivelser, som SAS-ansat, når det ene fly efter det andet landede og skulle tømmes for bagage, og derefter fyldes igen, så hr. og fru Danmark kunne komme på rejse.

I 2002 stoppede Erik Jacobsen sin lange karriere. Og herefter begyndte et sandt mareridt.

- Kort efter jeg holdt op i SAS, blev jeg syg. Jeg kunne ikke holde på vandet. Det var mildt sagt meget upraktisk. Det skyldtes, ifølge lægerne, at jeg havde fået en masse polypper på blæren, som var ødelagt, siger Erik Jacobsen.

Efterfølgende måtte den dengang 63-årige begynde at gå med voksenble, fordi han aldrig vidste, hvornår hans urinblære lod vandet rende. I en lang årrække gik Erik Jacobsen til faste behandlinger, hvor polypperne smertefuldt blev fjernet en for en. Men i 2011 gik sygdommen fra skidt til værre. Erik Jacobsen blev hasteindlagt på sygehuset med blæreproblemer.

- På Riget blev jeg undersøgt af en overlæge, der fortalte, at min blære var fyldt med cancer, og de måtte fjerne den. Alt sammen under stort ståhej, siger Erik Jacobsen.

Hos 3F i Kastrup varetager man bagageportørernes interesser. Og her kan man berette om hele tre anerkendte tilfælde af blærekræft hos bagagemedarbejdere, herunder Erik Jacobsen, som direkte kan forbindes til luft- og partikelforureningen i Kastrup Lufthavnen. Og muligvis flere der ikke er anerkendte.

Det er ikke så lidt forurening, medarbejderne i lufthavnens største handlingselskaber SAS og Novia udsættes for på en daglig basis.

- Målinger har vist, at niveauet af partikelforurening ved flyene var 2-3 gange højere end på H.C. Andersens Boulevard, midt i København, ved myldretid. Og der er set niveauer helt op til 6-7 gange højere, da man fulgte en bagageportør tæt. Og det er ikke okay, siger faglig sekretær ved 3F Kastrup Lars Brogaard.

Køb BT i dag og læs mere om forureningen i lufthavnen

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her