Det er bare ikke en gyserfilm, det er en scene fra filmen ‘The Impossible’, der netop har haft premiere. Filmen bygger på en historie om en spansk families kamp for overlevelse, da tsunamien ramte Sydøstasien 2. juledag 2004 og dræbte i nærheden af 230.000 mennesker.
For danske Casper Stenz og Rikke Wang blev filmen et gensyn med ferieparadiset, der med et blev forvandlet til et øde landskab i brunt og gråt. Pludselig kunne de genkalde sig den kvalmende, søde lugt af de mange lig og huske dem, de ikke hjalp for selv at overleve.
Noget var galt
- Uvisheden lige inden. Det er det, der var værst for mig. Jeg var faktisk ikke bange, da vandet ramte, men rigtig bange lige inden. Jeg fornemmede, at noget var galt, og jeg kunne jo se, at forældre med børn rundt omkring blev bange og løb forvirret rundt. Det var det hårdeste for mig, fortæller den dengang 30-årige Rikke Wang, som var taget på ferie med sin daværende kæreste Jonas.De sidder på en cafe, væk fra stranden og har ingen idé om, hvad der foregår, men pludselig løber en skrigende mand ind på caféen, og panikken spreder sig. Lyden af de mange palmetræer, der knækker som tændstikker, da vandet rammer, forvirrer Rikke.
- Jeg troede, jeg skulle sprænges i luften, og tænker ‘åh nej, nu ved jeg, hvad der kommer.’ Når palmetræer knækker, lyder det som en kæmpe eksplosion, så jeg fik lyst til at advare og sige ’løb, løb, løb’. Det skete så hurtigt, der var ingen, der kunne forberede sig. I dag tænker jeg især på dem, der skulle have fat i deres børn, siger hun og erindrer den enorme mur af vand, der væltede ind over Phi Phi Islands.
- Og stilheden bagefter. Stilheden kan jeg også bare huske den dag i dag, tilføjer hun.
Casper Stenz husker det også tydeligt. Synet af bygninger, der med ét blev til brædder og bliktage. Men luften var ikke fyldt af skrig fra dem, der med nød og næppe holdt sig i live.
Da bølgen rammer, er 24-årige Casper Stenz netop ankommet til et hotel sammen med sin daværende kæreste Mette og hendes fætter Morten.
- Den der buldrende lyd og muren af vand, der får os til at løbe op ad trapperne, og vandet der går os hertil, siger han og holder en flad hånd ud foran sit bryst for at markere, hvor tæt de var på at blive opslugt helt af de brune vandmasser.
Uhyggelig stilhed
- Efter den anden bølge bliver der pludselig bare bomstille, siger han og lægger tryk på ordets første stavelse. Han holder en lille pause og genkalder følelsen af kampen for at holde sammen med Mette og Morten. De er løbet ind i en bygning, som pludselig styrter sammen under presset fra vandet, så Casper og Morten løber tilbage, men Mette er væk, og panikken rammer.- Jeg når lige at tænke ‘hvor fanden er hun blevet af’, og måske varer det kun 5-10 sekunder, før vi ser hende igen. Det var utroligt hårdt, følelsen af at man skal holde sammen og holde fast, det kører rundt i hovedet på én, siger han.
Flænset i stykker
Casper begynder hurtigt at hjælpe nogle af de mange, der er kommet til skade rundt omkring, heriblandt den svenske pige Emma. Hun er blevet flænset i stykker, mens hun har hvirvlet rundt i vandet, og både muskler og kød er flået ud af hendes ben. De fleste af hendes knogler er formentlig brækket. Casper giver hende vand, forsøger at forbinde sårene med lagener og håndklæder, men efter tre kvarter må han give op. Han skal tage en beslutning, for han ved, han har mulighed for at løbe op i bjergene, inden den næste bølge kommer. Og han har talt med Mette og Morten om, at de SKAL holde sammen, de har et ansvar for, at de alle klarer sig igennem. Men valget piner Casper.- Jeg nåede til et punkt med Emma, at når jeg forsøgte at flytte hende, begyndte blodet bare at løbe ud af hendes sår. I dag ved jeg, at havde jeg taget hende med op på bjerget, var hun sikkert død. Men det er stadigvæk mit livs sværeste beslutning, siger han og synker en ekstra gang, så man ikke er i tvivl om, at han mener det.
Redder sig selv
Han efterlader den svært tilskadekomne kvinde for at redde sig selv, og først flere måneder senere finder han ud af, at hun har overlevet og er på et hospital i Sverige.- Det var det største for mig at finde hende, for det var helt forfærdeligt. Den her uvished over, hvad der mon kan være sket. Det blev jo sådan en slags besættelse, jeg VILLE have svar, siger han. I dag er Emma og Casper stadig tætte venner. Hun siger, han har reddet hendes liv, men når Casper fortæller det, slår han stadig blikket ned, og med et lidt forlegent smil siger han, at han da nok godt kunne have gjort mere for hende.
- Men vi har hjulpet hinanden videre. Hun mistede sin kæreste derude, hun er ude og inde af hospitalet stadigvæk, men jeg bliver helt opløftet af at være sammen med hende, fordi hun har så meget overskud og livsenergi. Hun er bare så glad, siger han og bryder ud i et kæmpe smil og fortæller om sin datter, som han naturligvis har døbt Emma.
Rikke kalder det sejre. Og husker ambassaden, hvor hun sad og lyttede til alle de mennesker, der fik at vide, at de havde mistet, men også dem, der fik håbet tilbage.
- Jeg hørte gang på gang folk, der brød sammen og skreg, fordi de havde mistet. Og så pludselig hører jeg en mand, der skreg meget højt, og da fik jeg det der ‘åh nej, ikke igen’-blik, men så er der en kvinde, der siger til mig: Nej, nej, denne gang er det positivt, det er hans kone han lige har fundet, de står og krammer.’ Det var jo noget helt særligt, det var så dejligt, at de fandt hinanden igen.
Ville give op
Både Casper og Rikke taler om de ‘rigtige’ valg. Dem, de traf for at sidde her i dag. Og ingen af dem tror på, at der var en mening med det, eller at en højere magt har reddet dem. De har begge været tilbage på Phi Phi, og især for Rikke blev besøget en overvindelse, da hun blev indkvarteret i en hytte på stranden.- Jeg kunne ikke sove, men så sagde jeg til mig selv, at hvis der kommer en bølge til, så gider jeg ikke kæmpe imod. Jeg gider ikke det helvede af tanker igen, kampen for at overleve, så må den bare tage mig. Jeg gav op, og bagefter faldt jeg i søvn, siger hun.
Tror du ikke, du måske ville forsøge at overleve, hvis det skulle ske igen?
- Jo! Jeg havde da givet den fuld knald, jeg havde da kæmpet alt, hvad jeg overhovedet kunne, siger hun og griner.
