Da en blotter antastede Rikke Andersens datter, besluttede hun at få fat i et overvågningsbillede af manden, som hun derefter delte på Facebook med en efterlysning. Det har nu givet hende en bøde på 5.000 for at overtræde persondataloven. Blotteren, som også er blevet dømt, slap med en bøde på 2.500 kroner.

Det skriver metroxpress.

Rikke Andersens 10-årige datter blev sammen med en veninde antastet af blotteren uden for Dagli' Brugsen i Nyråd på Sydsjælland. Blotteren viste ifølge Rikke Andersen sit lem flere gange og fulgte efter pigerne

Rikke Andersen tog kontakt til butikken, og det viste sig, at manden var blevet fanget på butikkens overvågning.

Hun delte et billede af manden fra overvågningsvideoen på Facebook, hvor hun, uden at specificere hvorfor, skrev, at manden skulle findes. Det resulterede i en civil anholdelse af manden, hvorefter han blev dømt for blufærdighedskrænkelse.

Samtidig med anholdelsen af blotteren blev Rikke Andersen også kontaktet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som bad hende om at fjerne billedet af manden fra Facebook og fortalte hende, at hun ville blive sigtet for at overtræde persondataloven.

Det har nu resulteret i en bøde på 5.000 kroner til Rikke Andersen, mens blotteren slap med 10 dagbøder af 250 kroner - altså 2.500 i alt.

Og det står Rikke Andersen altså temmelig uforstående over for.

»Det er vanvittigt, at han slipper så let. Jeg bryder mig ikke om, at man gentagne gange kan se, at strafudmålingen i sager om blufærdighedskrænkelser er meget milde, selvom strafferammen går op til fire år. Det her kan blive starten på hans seksuelle karriere, når han kun får et så minimalt rap over fingrene,« siger hun til metroxpress.

Hun understreger overfor metroxpress, at hun ikke fortryder, at hun delte billedet. Hun mener ikke, at hun har gjort noget galt, men accepterer alligevel bøden.