»Det er kedeligt og slet ikke acceptabelt«.

Sådan siger økonomidirektør i Rigspolitiet Thomas Østrup oven på den rapport fra revisionsfirmaet PWC, som i dag slår fast, at der i Rigspolitiet igennem en årrække har været problemer med at overholde udbudsreglerne.

I alt har Rigspolitiet ifølge rapporten problemer med at dokumentere, at udbudspligten er overholdt ved indkøb for 2,5 milliarder kroner i perioden 2013 til 2016. Rigspolitiet har i perioden købt ind for samlet 10,6 milliarder kroner.

»Og ser man isoleret set på konsulentindkøb, er det kun i 45 procent af tilfældene, at Rigspolitiet har købt korrekt ind. Det bekræfter, at vi har haft store problemer på indkøbsområdet, som vi er ved at rette op på. Vi er ikke i mål, men vi er godt på vej,« siger Thomas Østrup, der har været økonomidirektør siden januar 2017.

PWC-rapporten blev offentliggjort i dag og kommer, efter at BT siden juni 2016 år har kunnet afsløre, hvordan Bettina Jensen gav konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens opgaver for mere end 43,3 millioner kroner på tre år fra 2011 til 2013, uden at opgaverne kom i de lovpligtige udbud.

Tidligere i dag meddelte Rigspolitiet så, at Bettina Jensen er blevet politianmeldt, fordi der ifølge PWC-rapporten er indikationer på vennetjenester, og at konsulentopgaver er givet på baggrund af tætte personlige relationer.

Her ses daværende afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen, da hun ankom til audiens mandag d. 16 juni 2014 på Christiansborg Slot.
Her ses daværende afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen, da hun ankom til audiens mandag d. 16 juni 2014 på Christiansborg Slot. Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

Thomas Østrup fortæller, at Rigspolitiet derudover har bedt om, at afdelingschefens fratrædelsesgodtgørelse tilbagebetales, ligesom det undersøges, om der kan ske tilbagebetaling i forhold til nogle såkaldte juniorkonsulenter, som ifølge PWC har overfaktureret i forhold til rammeaftalerne. Desuden er der indgivet en disciplinærsag mod en medarbejder.

»Det  er i sagens natur helt uacceptabelt, og det er også derfor, at vi har taget det her ubehagelige skridt og indgivet politianmeldelse. Det er sket tidligere i processen,« siger Thomas Østrup.

Det her er vel også et ledelsessvigt?

»Jo, det ansvar tager vi på os. Der har simpelthen ikke været nok ledelsesmæssigt fokus på udbudsreglerne,« siger Thomas Østrup.

Økonomidirektør hos Rigspolitiet Thomas Østrup Møller.
Økonomidirektør hos Rigspolitiet Thomas Østrup Møller. Foto: Jens Astrup
Vis mere

Hvordan kan det her foregå i Rigspolitiet?

»Som sagt, har der ikke været nok ledelsesmæssigt fokus på det. De her ting skal bare være i orden. Og sker der fejl, så skal der rettes op, og man skal lære af dem, og det er det vi gør nu,« siger Thomas Østrup.

»Hvis vi kigger tilbage viser rapporten også, at dækningen i BT har været korrekt,« slutter han.