Han kom til at totalskade sin fars speedbåd, men slipper for at blive anklaget for spiritus-sejlads, da promillen var under, hvad der svarer til en genstand
Det kan en 17-årig teenager, søn af forretningsmanden Jørgen Helle fra Silkeborg, glæde sig over efter en dramatisk sejlads i sin fars speedbåd for en måned siden i Silkeborgsøerne. Sammen med fire venner påsejlede rigmandssønnen en anløbsbro, som herefter blev ødelagt i den yderste ende.
Mirakuløst kom ingen af de fem unge alvorligt til skade, men påsejlingen af anløbsbroen fik beboere i området til at tilkalde politiet, der besluttede at tage en alkotest og en blodprøve at den 17-årige fører af speedbåden. Nu har analysen af blodprøven vist, at han havde en alkoholpromille på 0,23 - altså betydeligt under de tilladte 0,50 promille. Politiet har på den baggrund frafaldet sigtelsen mod den 17-årige.
Speedbåden af typen Chaparral 295 kan under optimale forhold med kun én mand ombord sejle 48 knob, men farten var lavere ved påsejlingen af bådebroen for en måned siden, selv om skaderne på båden blev betydelige.
BT har tidligere skrevet, at farten nåede op på 50 knob, men ifølge politiets antagelse var hastigheden lidt over de tilladte otte knob. Af BTs reportage fremgik det tillige, at der var tale om en 35 fod lang speedbåd til 1,7 mio. kr. Det er ikke tilfældet. Jørgen Helles Chaparral har en længde på 29 fod og koster 850.000 kr.
BT beklager fejlene