Finanskrisen har ikke bare kostet mange virksomheder livet – den har også fået flere fallerede danske rigmænd til at begå selvmord.

Penge er ikke noget, man taler om i de kredse. Det er bare noget, man har. De er en ligeså naturlig del af ens hverdag som at trække vejret.

Finanskrisen fik imidlertid mange velhavere til at gispe efter vejret. Den ellers konstant flydende pengestrøm tørrede ud. Og skammen over at miste formuen og sætte familiens trygge og behagelige liv over styr har flået flere rigmænd til at vælge den ultimative udvej - selvmord.

Det kommer frem i en ny bog skrevet af journalist på Berlingske Business Birgitte Erhardtsen. Hun går helt tæt på rigmanden og iværksætteren Erik Damgaard, og beretter samtidig om en række tragiske selvmord, der chokerer velhavermiljøet nord for København.

F.L. Smidth-arvingen Michael Arnstedt er en af dem. Han tog et af sine egne våben med sig ud i skoven ved Den Røde Cottage ved Charlottenlund og skød sig. Forud var gået nogle måneder, hvor han havde mistet hele sin arvede formue - blandt andet fordi han fulgte et godt råd fra en af sine bankforbindelser, Jyske Bank.

Banken havde kontaktet ham og overtalt ham til at investere en del af arven i virksomhedsobligationer - godt gearet, naturligvis. Som så mange andre, der fulgte bankernes råd i de dage, mistede F.L. Smidth-arvingen alt og stod pludselig i gæld til halsen.

For Michael Arnstedt var det mere, end psyken kunne klare, og våbenet, han skød sig med, blev midlet til at fjerne hans smerter.

Også for den velkendte erhvervsmand Kim Funder - medejer af Tæppeland og byggemarkedet Johannes Fog - udviklede mødet med finanskrisen sig til et møde med manden med leen.

Kim Funder havde overtaget ejerskabet af virksomhederne efter sin far, men risikobetonede investeringer i aktier og ejendomme fik bunden til at gå ud af den tidligere så fyldte pengekasse. I december 2008 tog han op til sit sommerhus og begik selvmord.

Men hvad er det, der får velhavende mennesker både herhjemme og i udlandet til at træffe den ultimative og uigendrivelige beslutning om at forlade ikke bare venner og familie, men også denne verden?

Formand for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen, kan sagtens forstå bevæggrundene:

»For disse mennesker er selvmordet et alternativ til den ubærlige smerte. Selvmordet er midlet, der får smerten til at forsvinde,« siger Roal Ulrichsen.

Han beskriver, hvorfor den menneskelige hjerne ikke er indrettet til at klare store chok, som med ét slag vender op og ned på ens tilværelse. Chokket giver psykiske kriser og ubehagelige traumer, og der vil uundgåeligt komme en reaktion.

Nogle går i panik, andre går til angreb eller i total forsvarsposition, mens nogle ganske enkelt ikke kan finde en udvej, uanset hvor meget de end leder med lys og lygte i mørket.

Samme melding kommer fra erhvervspsykolog Majken Blom Søefeldt fra PsykiatriFondens Erhvervsrådgivning:

»For de her mennesker, som har overtaget enten en virksomhed eller en formue fra familien, er det enormt skamfuldt og flovt at sætte formuen over styr. Det ender ofte med, at de i forsøget på at slippet helskindet igennem og bevare roen på overfladen kommer til at grave sig dybere og dybere ned i et hul, som de til sidst ikke kan komme op ad igen,« siger Majken Blom Søefeldt.

Også i Tyskland, Frankrig, England og USA har velhavende personer valgt at tage livet af sig selv. I januar 2009 beskrev den britiske avis seks selvmord, der kunne sættes i direkte forbindelse med krisen.

Den mest kendte dengang var den 74-årige tyske mangemilliardær Adolf Merckle. Han havde svimlende beløb på risikable investeringer i Volkswagen-aktier og gjorde en ende på sin tilværelse ved at kaste sig ud foran et tog.