Den 82 år gamle forfatter og debattør Klaus Rifbjerg er ude med bogen 'Blandede Bolsjer'.

Samtidig er Rifbjerg også ude med riven efter danskerne - sådan helt generelt.

Danskerne er simpelthen dumme, sagde han i en samtale med Adam Holm i Deadline 2. sektion søndag aften, da samtalen faldt på, hvorfor Rifbjerg og hans kolleger ikke 'kommer efter' digteren Yahya Hassan, når digteren generaliserer omkring danske muslimer, mens Rifbjerg samtidig 'er ude efter' Dansk Folkeparti, som 'i realiteten siger det samme som Hassan':

- Når man tænker på omfanget af den almene stupiditet, så er det ikke så mærkeligt, at man nogenlunde ved, hvem man skal komme efter, for dumheden stortrives for øjeblikket i den vestlige bevidsthed, sagde Rifbjerg og fortsatte:

- Man kan være helt grov og sige, at der er 2000 begavede mennesker i Danmark - og resten er dumme. Politisk dumme, menneskeligt dumme. Uformående. Nogle styrvolter, sagde Klaus Rifbjerg, og betegnede samtidig 'de dumme' som 'den samme pøbel som Kierkegård og Grundtvig frygtede'.

Rifbjergs udtalelser, der også gik på en kritik af Danmarks kommende krigsindsats mod terror-organisationen IS, som Rifbjerg mente skulle bekæmpes med pacifisme og ikke våben, fik flere kommentatorer på Facebook op i det røde felt.

- Rifbjerg er som den geniale videnskabsmand, der er så begavet, at det er kammet over til det gale - En Dr. Strangelove med fyldepen og skrivemaskine.
- Når han nu stempler alle os andre (os, der ikke er blandt de 2000 begavede) som dumme og samtidig mener, at IS skal mødes med pacifisme og dialog, så synes jeg, at det mindste han kan gøre, er at tage til Irak og tage en snak med de mørkemænd, man åbenbart kan snakke fornuft med. Jeg betvivler, at Klaus Rifbjerg ville beholde hovedet på!, skrev Paolo Thrige, mens Fleming Granzow kort og godt mener, at 'det kunne lyde som om Rifbjerg har en bog klar til julesalget.

BT har dagen igennem via telefon og sms forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Klaus Rifbjerg.