FC Nordsjællands Jonathan Richter, der blev ramt af et lynnedslag den 20. juli, har nu fået amputeret den nederste del af sit venstre ben, oplyser klubben.

Jonathan Richter kommer aldrig igen til at spille fodbold på højt niveau efter han 20. juli blev ramt af lynet under en træningskamp.

Jonathan Richter ligger fortsat på den intensive afdeling på Hvidovre Hospital. Her har kirurgerne amputeret hans venstre ben fra under knæet, da det var meget beskadiget af lynnedslaget. Beslutningen om at fjerne benet var Jonathan Richter selv med til at træffe, og operationen har efterfølgende forbedret hans almene tilstand kraftigt.

B.T har tidligere skrevet hvordan eksperter på hospitalet har ovevejet at amputere det ene ben, da det var slemt medtaget, og nu har kirurgerne altså valgt at en amputation var den bedste løsning.

Derfor har Jonathan ikke længere brug for den omfattende pleje på den intensive afdeling. Lægerne mener nu, at lettere medicinsk pleje er tilstrækkelig, og derfor kan han meget snart flyttes til en anden afdeling på Hvidovre Hospital

- FC Nordsjælland respekterer familiens ønske om fred omkring ham, så vi kommenterer ikke på sagen, siger Mediechef i FCN Christian Wolny til bt.dk.

Jonathans fremgang vækker stor glæde hos familien Richter, venner og hos alle i og omkring FC Nordsjælland, men familien vil endnu engang opfordre alle til, at respektere den fortsatte fred og ro som Jonathan har brug for i den kommende tid, hvor han skal klare den hårde genoptræning, der venter ham. Samtidig vil de igen gerne understrege den enorme betydning, som alle de tilkendegivelser familien har modtaget til Jonathan, har haft og stadig har.