På side 28 under overskriften ”BEKENDTGØRELSER” kan man i den seneste udgave af Din Avis Randers læse en annonce med et ærinde, som sjældent ses i de lokale ugeaviser.

Annoncens forfatter er en kvinde, som har været udsat for utroskab, og i teksten langer hun ud efter kvinden, som var sammen med hendes mand, samtidig med at hun opfordrer andre desperate kvinder til at holde sig fra gifte mænd.

LÆS OGSÅ

Er du - eller kender du - kvinden bag annoncen, hører BT gerne fra dig på 1929@bt.dk.

I annoncen skriver hun:

»Du er 46+, blondine og fra Randers. Ingen æggestokke.

Jeg ved også, at du har hygget dig med min mand, to weekender i november. Det gjorde du så grundigt, at han nu ikke må kysse vores børn på munden.

Du gjorde mig meget ondt.

Til dig og alle andre dating.dk desperate kvinder – lad gifte mænd være. Uanset hvad de fortæller jeg.

Bag enhver gift mand, der påstår at være ulykkelig, står der en ulykkelig, gift kvinde.

Det er hende i rammer.

Jeg ønsker dig ikke godt nytår. Selv om han slog op med dig, pr. sms anden juledag.

Du gjorde mig fortræd. Jeg gjorde dig ikke noget.«

Annoncen har også ramt de sociale medier, hvor opfordringen høster likes i stor stil.