Han har tjent millioner i løbet af sin karriere. Bent Fabricius-Bjerre er en af landets rigeste pensionister, men alligevel ruller der hver måned 3.500 kroner efter skat ind på hans konto fra staten i folkepension.

Et faktum, som han selv stillede spørgsmål ved onsdag aften i DR-programmet 'Farvelfærd'.

Bent Fabricius-Bjerre lagde ikke skjul på, at han finder det grotesk, at han som millionær er berettiget til folkepension.

- Jeg synes ikke, at der er nogen rimelighed i det, og det ville jo ikke ændre min livsførelse, hvis det blev taget fra mig, fortalte han i programmet, hvor et panel af almindelige danskere skulle tage stilling til, om landets rigeste pensionister skal have folkepension.

Bent Fabricius-Bjerre var faktisk slet ikke klar over, hvor meget han får i folkepension, og han måtte derfor inden programmet lige tjekke bankeoverførslerne for at finde ud af, hvor meget han egentlig får.

Læs også:

Over for bt.dk gentager han, at han ikke synes, at velhavende mennesker som ham selv skal have ret til folkepension.

- Det er urimeligt. Hvis man kan forsørge sig selv, hvorfor skal man så have folkepension? spørger han. Han tilføjer, at han ikke har tænkt over, at han skulle nægte at modtage dem.

Bent Fabricius-Bjerre er god for adskillige millioner. Som 'far' til velkendte melodier som 'Alley-cat', Olsenbanden og Matador har den succesfulde komponist og pianist tjent, hvad man på godt dansk vist godt kan kalde 'kassen' på sin musik.

BT skrev tidligere på året, at Fabricius-Bjerres personlige selskab Artum ApS i 2013 havde et overskud på 8.987.419 kr., hvilket er medvirkende til, at han nu har skabt sig en formue på 119.816.574 kr. i selskabet. Formuen er bemærkelsesværdigt vokset støt fra 107 mio. kr. i 2012 og 105 mio. kr. i 2011.

Læs også:

Bent Fabricius Bjerre fejres

Og selv om han om kort tid runder 90 år, er han stadig aktiv. Han skriver musik til film og giver også stadig koncerter.

7. december bliver Bent Fabricius-Bjerre 90 år. I den anledning sender TV2 et stort fødselsdags-show.

Selv fejrer Fabricius-Bjerre dagen med familie og venner.

Men hvad giver man en mand, som har alt, og hvis han ikke har, så har han pengene til at købe det?

- Ingen gaver! Jeg har, hvad jeg skal bruge, så jeg har skrevet på invitationen, at jeg ikke skal have gaver.