En tredjedel af de gæster, der booker bord på københavner-restauranten Taller, der var kandidat til at få en michelinstjerne, møder ikke op, og det har nu gjort restauratøren så rasende, at han har skrevet et harmdirrende opslag på Facebook.

»Jeg har ganske enkelt fået nok!«, skriver Jacob Brink Lauridsen, der understreger over for BT, at han aldrig før har lavet et rasende offentligt opslag, og at det egentlig ikke ligger til ham, men at han nu frygter at måtte lukke den ellers meget populære restaurant.

»Regnestykket er ret nemt; fortsætter vi som nu, så er der ikke noget, der hedder Restaurant Taller meget længere, og det er det sidste, vi ønsker! Vi elsker denne lille restaurant og vores fantastiske personale,« skriver han.

Taller er anmelderrost og var kandidat til at få en michelinstjerne, da de for nyligt blev uddelt.

På restauranten er der ni borde, og når hele tre borde typisk slet ikke dukker op, så må restauranten lukke inden for otte måneder, hvis ikke udviklingen vender. Det var især én aften, der gjorde Jacob Brink Lauridsen rigtig ked af det.

I bookingsystemet så det ud til, at der ville være fuldt hus, og personalet havde knoklet fra tidlig morgen for at gøre det hele klar.

»Jeg kalder ekstra personale ind, en opvasker, en kok samt en tjener. Vi er alle klar, da klokken er 18.00, og service skal starte. Inden da har vi haft to briefinger hvor alle detaljer er gennemgået, kokkene har lavet tre specielle menuer, da vi ifølge vores bookingsystem kan se, der er forskellige allergier, vi skal være opmærksomme på. Det er 3 forskellige menuer bestående af 15 serveringer hver.«

Men ni ud af 28 gæster dukker slet ikke op, og restauratøren kan se skuffelsen vokse i sine medarbejderes øjne, som aftenen skrider frem, så nu har han fået nok.

»Nu var vi lige kommet tilbage fra ferie, og nu skulle den bare have en skalle. Alt andet bliver sat på hold, og vi har indkøbt specielle redskaber til dem med allergier. Så det er et slag i ansigtet, når de knokler så hårdt, som de gør. Jeg synes, det er respektløst,« siger han til BT.

Han fortæller, at ejerne af restauranten ofte må arbejde uden løn for at kunne give medarbejderne løn på grund af fænomenet, som er eskaleret de sidste par år.

Der er nemlig mange, som er en slags madturister, der booker borde på fem forskellige restauranter på en aften, men som så først vælger, hvilken de vil spise på på dagen, og så bare ikke dukker op på de andre uden at melde afbud, forklarer restauratøren.

Han fortæller også, at Taller ikke er den eneste restaurant, som udsættes for det.

»Udviklingen over de senere år er gået hen imod, at det er ok ikke at dukke op på restauranter uden at melde afbud. Konsekvensen er, at restauranter begynder at lukke. Andre restauranter er også meget hårdt ramt - det har jeg talt med mange om i restaurationsmiljøet,« siger Jacob Brink Lauridsen.

Det eneste, han ønsker, er, at man lige ringer afbud i nogenlunde tid, så han kan nå at sælge bordet til nogle andre, da de faktisk tit må afvise folk på grund af bookninger.

Men det er der mange, der ikke gør. Derfor har Jacob Brink Lauridsen nu truffet en beslutning, som han er meget ærgerlig over.

»Vi har brug for, at alle gæster kommer. At drive restaurant i Danmark koster rigtig mange penge, så mange penge, at hvis dette fortsætter, så lukker vi butikken. Det er respektløs over for vores personale, som knokler dag ud og dag ind for at gøre vores gæster glade. Jeg hader at skulle gøre dette, faktisk så strider det imod alt, hvad jeg tror på, men fra og med i næste uge tager vi et depositum på alle borde,« skriver han.

Det er ikke lovligt i Danmark at tage kreditkortoplysninger, når man booker på restaurant, selvom man godt må gøre det på eksempelvis hoteller, når gæster her ikke møder op til et booked værelse. Her betaler man, hvis man ikke dukker op, og den lovgivning, vil restauratøren gerne have lavet om.

»Det er hul i hovedet, at man ikke kan gøre det samme som restauration.«