Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Et besøg på en burgerrestauranten 'The Burger' i centrum af Odense endte skuffende for et byrådsmedlem, som nu ønsker en tydeligere mærkning af, om kød er halal.

Det skal stå meget tydeligt, om det er halal-slagtet kød, der serveres i restauranterne.

Det mener byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Odense, Christel Gall, efter at hun i august sidste år spiste bacon i en burger i den tro, at der var tale om svinekød, der derfor selvsagt ikke var halal-slagtet kød.

Men kødet viste sig at være kalvebacon, og det var slagtet efter religiøse forskrifter.

Det ville Christel Gall gerne have undgået, og hun ønsker nu klarere mærkning af, hvordan dyrene er slagtet, inden de havner som kød på tallerkener på danske restauranter.

»Jeg kan ikke fravælge halal på samme måde, som andre kan tilvælge det. Hvis det stod til mig, blev der indført mærkningsordning i både supermarkeder og restauranter, så man har mulighed for at vælge fra og til. Det synes jeg er et beskedent ønske. Men hvis mærkninger skete frivilligt, ville det være bedst,« siger Christel Gall og uddyber, hvorfor hun er imod halal-kød.

»Det, der er galt, er, at den slagtemetode ikke er lige så god, som hvis det ikke er halal. Og køber man halal, betaler man for bearbejdning, udskæring og pakning, og de penge går til Islamisk Kulturcenter, og det vil jeg ikke støtte,« siger hun.

Ifølge dansk lovgivning bliver alle dyr - også halal-slagtede - bedøvet inden aflivning. Halal slagtede dyr bliver slået bevidstløse ved en ikke-penetrerende boltpistol, hvorefter dyret får halsen skåret over af en muslim, som for sig selv siger: 'Allahu akbar' ('Gud er stor', red.).

Fødevarestyrelsen besøgte restauranten i Odense i august i fjor, og herefter fik burgerrestauranten besked på at slette ordet bacon, så det fremgår af menukortet, at der er tale om kalvebacon, der ligger mellem burgerbollerne.