Damarks Radio har fyret en af deres mest respekterede fagjournalister.

Et af ofrene ved den store fyringsrunde i DR er Niels Lindvig, der er kendt som ekspert og vært på P1 Orientering og Udefra.

Med øjeblikkelig varsling har han fået at vide, at han skal stoppe med at rapportere fra den opgave, han er udsendt til af Danmarks Radio.

- Jeg er udsendt for at dække folkeafstemningen om Skotlands uafhængighed og blev ringet op herovre. Her fik jeg af vide, at jeg er blevet fyret, og at jeg skal ikke rapportere mere. Så lige nu ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal lave, siger Niels Lindvig, som bt.dk talte i telefon med fra Skotland.





Han kendes i Danmarks Radio som en af de dygtigste eksperter og fagjournalister. Sine mange år i DR's bygninger betyder, at han har en unik indsigt i forholdene i USA, Latinamerika og Storbritannien.

- DR har luet godt og grundigt ud i fagpersonerne. Jeg har et meget stor stofområde, som jeg må sige, at jeg nu glæder mig til at se, hvordan de vil dække, siger Niels Lindvig.

Han er efter BT's oplysninger den ene ud af kun to journalister i DR Danmark, der er blevet fyret. Der er i alt omkring 650 ansatte i afdelingen.

- Det kunne godt ligne en tanke, at man ikke ligefrem er gået efter de yngste, siger han.

Niels Lindvig er 61 år og har været på Danmarks Radio siden 1982.

Tidligere i dag kunne bt.dk berette, at den tidligere Deadline og DR 2 Morgen-vært Anja Bo også er blevet ramt af fyringsrunden.



I alt 101 medarbejdere er onsdag blevet afskediget på tværs af alle afdelinger ved den omfattende spareøvelse, DR har gennemført. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Samtidig er yderligere 49 medarbejdere fratrådt frivilligt, mens man ydermere har valgt ikke at forlænge en række tidsbegrænsede ansættelser.

Ifølge generaldirektør Maria Rørbye Rønn fra DR er det den nye 'medievirkelighed', der har tvunget koncernen til at afskedige medarbejdere.

- Derfor har vi været nødt til at foretage svære prioriteringer og træffe en række hårde, men nødvendige beslutninger. Vi har således i dag måttet sige farvel til rigtig mange gode medarbejdere, og det har været en svær dag for alle i DR, siger hun.

15 af de fyrede kommer fra DR Nyheder.