Selvom autohandler René Simon ifølge advokater har rettens ord for, at hans importerede BMW til videresalg ikke er registreringspligtig, så insisterer Skat på at opkræve en registreringsafgift på 161.221 kroner

BT kan mandag fortælle, at Skat nægter at følge en byretsdom, som ifølge advokater slår fast, at autoforhandler René Simon ikke skal betale registreringsafgift for en bil importeret til Danmark på prøveplader til flexleasing.

Bilen - en BMW 520D fra 2010 - blev i februar måned i år beslaglagt af Skat på et grundlag, som byretten i Sønderborg efterfølgende har underkendt blandt andet med henvisning til, at der ikke var grundlag for ‘registreringspligt’, som der står i dommen.

Alligevel har Skat så sent som i juni måned sendt et krav på 161.221 kroner for ‘overtrædelse af registreringsafgiftsloven’.

»Byretten har tilsidesat beslaglæggelsen og pålagt Skat at udlevere bilen med den meget klare præmis, at der ikke er indtrådt registreringsafgiftspligt,« siger René Simons advokat Christian Falk Hansen, der er partner og advokat i TVC advokatfirma.

En skatteekspert kalder sagen for ‘enorm magtarrogance’:

»Sagen her er udtryk for en meget firkantet administration, og når en domstol har taget stilling til sagen, så bør Skat også rette ind. At Skat ikke gør det er udtryk for en enorm magtarrogance,« siger skatteadvokat Michael Bjørn Hansen, der har 22 års erfaring som kontorchef i Skat.

Og sagen er ikke enestående.

Tilbage i marts og april måned i år kunne BT fortælle om lignende sager med autoforhandlere, der i strid med reglerne fik beslaglagt deres biler og prøveplader af Skat.

Sagerne fik blandt andet skatteminister Karsten Lauritzen til at slå fast, at Skat skulle gå efter ‘de store fisk’. Men den omstridte praksis fortsætter altså på trods af skatteministerens formaninger.

Sagen om BMW’en begyndte 15. februar i år, hvor René Simon, der ejer Midtsjællands Biler & Leasing, fik hentet bilen til Danmark fra Tyskland af en chauffør.

Chaufføren - som René Simon havde hyret til at hente bilen - blev stoppet af ved grænsen, fordi bilen havde prøveskilte.

Prøveskiltene er et helt almindeligt arbejdsredskab for autoforhandlere, der henter biler i Tyskland til leasing i Danmark.

På grund af rod med blandt andet ansættelseskontrakten til føreren af bilen valgte Skat at beslaglægge bilen som sikkerhed for de 250.000 kroner, Skat i første omgang mente, at der var unddraget for i registreringsafgift.

Efter at have fået sagen prøvet ved byretten i Sønderborg fik René Simon i slutningen af april sin bil igen.

Retten fandt nemlig ikke, at chaufførens kørsel af bilen i Danmark kan danne grundlag for såkaldt registreringspligt.

»Det er helt grotesk, at Skat holder fast i, at jeg skal betale registreringsafgift, selvom jeg har rettens ord for, at jeg ikke har forsøgt at snyde. Man føler sig magtesløs. Det føles som at få tre års fængsel for at gå over for rødt lys,« siger René Simon, der driver sin autovirksomhed fra Roskilde.

BMW’en var til videresalg til et leasing-firma, hvor en kunde stod klar til at modtage bilnøglerne på flexleasing-vilkår.

En manøvre helt efter bogen, som betyder, at der ikke skal betales fuld registreringsafgift. Til gengæld skal der betales en midlertidig registreringsafgift, hvilket leasingselskabet afregner med kunden.

Hvis han tvinges til at betale den fulde registreringsafgift, som Skat kræver, så ryger aftalen med leasing-firmaet i vasken, kunden får ikke sin bil, og René Simon vil kunne lide et betydeligt økonomisk tab.

»Jeg synes, det er tankevækkende, at der bliver snydt for milliarder af kroner uden, at Skat opdager det, og så tryner man en lille forretningsdrivende som mig, bare fordi, man kan,« siger René Simon.

Rene Simon erkender, at der var rod i papirerne i forhold til den chauffør, der hentede bilen. Han var nemlig ikke ansat i firmaet.

»Den fodfejl vedkender jeg mig, og han er ansat nu. Men jeg mener ikke, at det skal koste mig over 160.000 kroner i registreringsafgift. Som konsekvens af det manglende ansættelsesforhold har Skat jo også inddraget mine prøveplader, så det har jo allerede haft en konsekvens,« siger han og tilføjer:

»Hvis jeg betaler registreringsafgiften, så svarer det til at erkende, at jeg har forsøgt at snyde. Og så kan der komme en bøde oveni. Det er jo helt grotesk.«

Advokat Christian Falk Hansen siger:

»Det er helt og aldeles ude af proportioner, når byretten har tilsidesat beslaglæggelsen og pålagt Skat at udlevere bilen. Min klient har til fulde dokumenteret, at han aldrig har haft intentioner om at ville unddrage registreringsafgift for bilen, da denne skulle indregistreres på en helt sædvanlig og lovlig flexleasing-aftale.«

Han mener godt, at Skat kan give René Simon en mindre bøde for, at chaufføren ikke var ansat i firmaet.

»Men der er ikke belæg for, at kræve fuld registreringsafgift for bilen,« siger han.

Skat: Der er kun taget stilling til beslaglæggelse

BT har fået et skriftligt svar fra Skats kommunikationsafdeling. Skat understreger, at myndigheden ikke kan udtale sig om konkrete sager. Men mere generelt kan Skat dog oplyse, at:

»Hvis Skat ved en kontrol beslaglægger et køretøj, sker det som sikkerhed for betaling af den registreringsafgift, som Skat agter at afkræve parten efterfølgende. Parten har naturligvis mulighed for at få prøvet denne beslaglæggelse ved domstolene,« står der i svaret.

Det fortsætter:

»Retten tager ved sagen alene stilling til, om Skat havde ret til at gennemføre beslaglæggelsen, og om Skat ved kontrollen havde det fornødne mistankegrundlag for, at registreringsafgiftsloven var overtrådt. Domstolen tager derimod ikke stilling til, om Skat senere kan afkræve registreringsafgift. Hvis domstolen finder, at der er det fornødne mistankegrundlag, godkender og opretholder domstolen Skats beslaglæggelse. I modsat fald ophæves beslaglæggelsen,« skriver Skat, som tilføjer, at »sagen om beslaglæggelsen af køretøjet, som har hjemmel i toldloven, er altså en selvstændig sag, der behandles uafhængigt af sagen om afkrævning af registreringsafgift«.

»Domstolens afgørelse i en beslaglæggelsessag er derfor ikke afgørende for, hvorvidt der er grundlag for afkrævning af registreringsafgift. Afgørelsen om opkrævning af registreringsafgift kan naturligvis påklages til Landsskatteretten,« hedder det i svaret fra Skat.