Formanden for gymnasierektorerne er bekymret ved tanken om at afskaffe kvote 1. Universiteterne skubber selv karaktergennemsnittet på kvote 1 op, fordi de har øget optaget via kvote 2, siger hun.

Det er ikke løsningen på de høje karaktergennemsnit på de videregående uddannelser, at man afskaffer kvote 1, sådan som Socialdemokraterne foreslår. Det vil blot gøre det mere forvirrende for de unge, der skal søge ind. Det siger formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Anne-Birgitte Rasmussen.

»Vores bekymring er, at de unge ikke kan gennemskue, hvordan de så skal komme ind på en bestemt uddannelse,« siger formanden.

»For hvad så med dem, der ikke kommer ind? Skal de så gå til ti samtaler,« spørger hun.

Det er Socialdemokraternes forskningsordfører, Jeppe Bruus (S), der siger til dr.dk, at man kan få en bredere sammensætning af studerende, hvis andre parametre end lige karaktererne får lov til at spille ind.

»Kvote 1-systemet er meget ensporet i forhold til, hvem der kommer ind på uddannelserne - særligt dem, der kræver det højeste snit. Vi har en relativt stor uddannelsesinvestering i de enkelte unge, og vi bruger relativt få penge på at sikre et godt match mellem studerende og studie. Det skal kunne betale sig at bruge noget energi på det i starten, og jeg tror også, det ville være med til at sænke frafaldet,« siger han.

På Syddansk Universitet (SDU) vil man fra 2017 optage 25 procent af de studerende på baggrund af personlige samtaler og prøver. Og det, synes Jeppe Bruus, er et forbillede for, hvilken retning optagelsessystemet skal gå i.

For Anne-Birgitte Rasmussen er det vigtigste dog, at de unge har en mulighed for at vide, hvad det er de skal kunne for at komme ind på drømmestudiet.

»Det skal være gennemskueligt for dem, hvad der skal til for at komme ind på de videregående uddannelser,« siger rektorformanden.

Og når karaktergennemsnittet for optag er øget så meget gennem de senere år, er det fordi, der er færre pladser på kvote 1, vurderer Anne-Birgitte Rasmussen.

»Universiteterne har ændret forholdet mellem kvote 1 og kvote 2. Og hvis der er meget få kvote 1 pladser, så betyder det jo, at dem der søger ind på kvote 1, skal have højere og højere karakterer,« siger hun.

Det er studieretningen International Business på Copenhagen Business School (CBS), der for første gang kræver det rekordhøje gennemsnit på over 12 - nemlig 12,1. Det sker lige netop året efter, CBS øgede optaget på kvote 2 til 40 procent. Det gjorde man for at få en bredere sammensætning. Der er nemlig andre dygtige studerende end dem, der får meget høje karakterer i gymnasiet, siger sekretariatschef for uddannelse på CBS, Wilbert van der Meer, til Berlingske Nyhedsbureau.

»Det giver et lidt mere blandet hold, hvis de ikke alle sammen er nogen med meget høje karakterer. Man kan se, at de engagerer sig lidt bredere end bare i bøgerne. Vi vil gerne sende det signal, at et godt job og et godt studiemiljø får du ved både at være fagligt dygtig og socialt kompetent. Det lægger en kommende arbejdsgiver vægt på, og det gør vi også på studiet,« siger han.