Rekordmange værnepligtige kvinder på Aalborg Kaserne
En tredjedel af 482 nystartede værnepligtige i Aalborg er kvinder. Også i resten af landet trækker flere kvinder i militærtøjet.
En tredjedel af 482 nystartede værnepligtige i Aalborg er kvinder. Også i resten af landet trækker flere kvinder i militærtøjet.
Aldrig er så mange kvinder begyndt som værnepligtige på Aalborg Kaserne som i denne uge.
Knap hver tredje af de 482 nystartede er kvinder. Det er næsten tre gange så mange som de foregående år, oplyser DR Nordjylland.
Og det er ikke kun i Nordjylland, at antallet af kvindelige værnepligtige er steget markant.
De seneste år har cirka ti procent af de værnepligtige i Danmark været kvinder, som er trukket i militærtrøjerne. Men i år er det nærmere tyve procent.
- Der er dobbelt så mange kvinder på august-indkaldelsen, som vi normalt ser, siger Frank Mathiassen, som er chef for forsvarets rekrutering, til DR Nordjylland.
Generelt melder flere og flere kvinder sig, men stigningen i år skyldes i høj grad en ny ordning for såkaldt særligt motiverede egnede værnepligtige, som trådte i kraft ved årsskiftet.
Den betyder, at blandt andet kvinder kommer i en særlig gruppe, som kun skal vente seks i stedet for 12-18 måneder på at komme ind som værnepligtig.
- Her på august-indkaldelsen er vi på gammel og ny ordning på én gang i en årgangsperiode, hvor vi ser, at de ti procent, som plejer at være på den gamle ordning, de kommer oven i de ti procent, som er på den nye ordning. Og derfor er vi pludselig oppe på tyve procent kvinder på indkaldelsesholdet, forklarer Frank Mathiassen. Det er ikke kun kvinder, som kan komme hurtigere ind på grund af den nye ordning. Det kan mænd, som melder sig frivilligt til en uddannelse i forsvaret samt mænd i særligt god fysik form også.
BNB