Aldrig har så mange danskere taget jagttegn. Vi er gået i hælene på en flok nyjægere for at finde ud af hvorfor.
To jagthorn bryder stilheden i skoven, som står klædt i gult og brunt. Grønne mænd med orange kasketter rejser sig fra borde og bænke, forlader ildstedet, hvor varmen ellers brager løs. Forventningen lyser ud af deres øjne. Ikke mindst Ibrahim Nemers.
»Ibrahim, her går vi ikke med omvendt kasket. Få lige vendt den en gang,« buldrer en stemme. Bestemt, men også med smil og glimt i øjet.
36-årige Ibrahim Nemer og alle de andre mænd - og en enkelt kvinde - i grønt tøj og orange kasketter er en del af en tendenshistorie. De indgår alle i en stærkt stigende kurve over danskere, som går på jagt.
180.000 er det nyeste tal. Og stigningen har især været markant de sidste ti år, hvilket ifølge livsstilsekspert Anne Glad er forklarligt og forståeligt i en mere og mere digitaliseret verden.
»At gå på jagt er en oplevelse, der passer helt ind i tidsånden, hvor vi i det hele taget er meget optaget af naturen. Også alle dem, der bor i byen. Naturen er blevet noget, man opsøger på linje med kultur og sport.
Der er et voksende behov for det meditative. Og det kan man finde i denne 100 pct. analoge oplevelse, hvor selve jagten, den stille morgen hvor man er ét med alt omkring sig, passer så fint ind i vores selvfortælling. Her er der tale om en interesse, der kræver fordybelse og tålmodighed, en meditativ stilhed, som er noget af det, vi efterspørger,« siger Anne Glad.
I St. Lyngby skov i Nordsjælland blander naturvejleder Niels Worm fra Naturstyrelsen sig i stilheden. Eller måske snarere stilstanden.
Artiklen fortsætter under billedet
Når jagthornet trutter, er det nemlig ikke for sjov. Det signaler, at frokostpausen er slut. Og så skal der ikke slentres og småsludres. Der skal gås til. I raskt tempo. Videre til næste såt, næste skovstykke, hvor vildtet skal drives frem til jægerens sigtekorn.
Han ryster lidt på hovedet af sin flok.
»Det her er en slags Emma Gad for jægere. Vi prøver at lære dem nogle ret basale etikette-ting,« forklarer Niels Worm om sin rolle.
Jagtkurser for begyndere
Den store flok, som han koster rundt med, er alle nyjægere, som det hedder, når man lige har taget jagttegn. For dem har Naturstyrelsen i de seneste år arrangeret flere årlige ’nyjæger-jagter’, hvor man under kyndig vejledning af erfarne jægere som Niels Worm og hans kolleger kan få pudset naturens takt og tone af.
»Da jeg var ung, gik man altid i hælene på en erfaren nabo eller landmand den første tid efter at man havde fået jagttegn. Men sådan er det ikke længere. Og derfor er de her ’nyjæger-jagter’ gavnlige,« siger Niels Worm, og genner videre på flokken.
Selv om kasketten sad omvendt tidligere, mener Ibrahim Nemer nok, at han har en hel del pli inde under sin jagtvest.
Han kalder sig en del af en jægerfamilie, og kan huske, hvordan han og de to storebrødre var med deres far på jagt i Libanon, og hvordan han allerede som lille dreng var dybt fascineret af stilheden, koncentrationen og spændingen ved at gå på jagt.
For 31 år siden flyttede familien til Danmark, og de tog interessen for jagt med sig. I dag har de alle jagttegn.
Artiklen fortsætter under billedet
Selv fik Ibrahim Nemer sit i foråret. Han har allerede gråkrage, fasan, dobbeltbekkasin, grågæs, ænder, ringduer og blisgås på sit cv.
»Jeg er vild med det. Naturen og menneskene. Og så er det er adrenalin-kick. Nogen tænder på hurtige biler. Jeg tænder på at gå på jagt. Og det findes ikke noget bedre, end at spise det, man selv har nedlagt,« forklarer han. Helt glad.
Jagt hitter igen
Netop det at nedlægge din egen mad, er ifølge livsstilsekspert Anne Glad endnu en af grundene til, at jagt de senere år er blevet mere og mere populært. Såvel blandt de helt unge, for hvem det at gå på jagt virkelig er ’natur for begyndere’, som for voksne i 40erne og op. Især blandt erhvervsledere er dét at gå på jagt et hit, fordi det er en kontrast til det stressede og hektiske digitale arbejdsliv.
Artiklen fortsætter under billedet
»At gå på jagt er en udstyrssport ligesom golf. Men her er der en mening med galskaben. Man skal kunne noget, det kræver nogle kompetancer, som vi som samfund ser op til. At nedlægge din egen mad, er en back-to-basic oplevelse, som taler til primaten i mændene,« siger Anne Glad.
Men det er ikke kun mændene, der har taget jagt til sig.
Selv om jagt pr. definition er en meget maskulin verden, har også kvinder som Christine taget den til sig.
»Jeg har rigtig mange veninder, som også går på jagt. Det er en superfed måde at være sammen på socialt, og så elsker jeg at være i naturen,« siger Christine, som har gået med sin far på jagt som barn, og nu selv lige har taget sit jagttegn.
»Det er ikke så maskulin en verden mere,« tilføjer hun.
Artiklen fortsætter under billedet
Som ekspert i tendenser kan Anne Glad da også se, at kvinderne møver sig mere og mere ind på dette maskuline territorium.
»At nedlægge et dyr, flå det og æde det, er noget af det, der tiltaler kvinderne. Det her er et led i den sidste fase af den ydre kvindefrigørelse, hvor kvinderne stille og roligt æder sig ind på det, der traditionelt tillægges mændene.«
Et enkelt skud løsnes i skoven. Ibrahim Nemer fryser fast på stedet.
»Var det råvildt? Ramte han?« hvisker han, og kigger koncentreret op mod det sted, hvorfra skuddet blev løsnet.
På første såt nakkede han som den eneste en fasan. En fasankok med smukke blålige fjer. Han er stolt som en pave. Ligesom han er stolt af, at hans to danske svigerinder er blevet så smittet af jagtglæden, at også de har taget jagttegn, og ofte er med, når familien drager ud sammen på det jagtområde, de har forpagtet i Helsinge.
»At gå på jagt er bare det bedste, som jeg ved.«
Og sådan er der flere og flere danskere, der har det.
