Alarmcentralerne har modtaget 448 opkald om naturbrande i juli, og det er ny rekord. Samtidig indfører stadig flere kommuner forbud mod afbrænding i det fri.

Det knastørre og hede sommervejr har forvandlet naturen til en veritabel krudttønde.

Landets alarmcentraler modtog i juli hele 448 opkald om brande i naturen. Det svarer til 14 tilfælde af naturbrande om dagen og er ny rekord for en enkelt måned.

Ikke siden 2008, da man begyndte at registrere meldingerne, har alarmcentralerne modtaget så mange opkald om brande i det fri på en enkelt måned. Til sammenligning modtog man sidste år på samme tid 286 opkald om naturbrande, oplyser Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

17 af landets 98 kommuner har taget konsekvensen og indført forbud mod afbrænding i det fri.

Beredskabsstyrelsen venter dog, at det varme vejr denne weekend vil kulminere med regn og torden mange steder i landet, og det vil tage toppen af problemet.

Men efter længere tids tørke, skal der dog en hel del nedbør til for at mindske risikoen for naturbrande på længere sigt, skriver Beredskabsstyrelsen.

Myndigheden henstiller til, at man ikke smider cigaretskod, aske eller gløder i naturen. Og har man tænkt sig at riste en pølse over bål, bør det ifølge Beredskabsstyrelsen foregå ved dertil indrettede bålpladser.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut var gennemsnitstemperaturen i juli måned 19,5 grader, og det gør måneden til den næstvarmeste juli, siden man begyndte målingerne i 1874.