KØB PLUS!

Rekordkulde på vej: Her bliver det minus 20 grader i nat

Der er risiko for helt ned til minus 20 grader i nat og onsdag morgen.

Danskerne går et par gedigent tænderklaprende døgn i møde.

Natten til onsdag er der risiko for, at temperaturen i de indre dele af landet kan dale helt ned til minus 20 grader.

Bliver det tilfældet, vil det blive den foreløbig laveste temperatur denne vinter og dermed koldere end de 16,5 minusgrader, der blev målt i Sønderjylland 12. december. Danmarks kulderekord er fra 8. januar 1982 og er på minus 31,2 grader.

Der er tre gode forklaringer på de aktuelle isnende temperaturer. For det første er hele landet snedækket. Dertil kommer, at der er næsten vindstille. Endelig tegner natten til onsdag til at blive næsten skyfri.

- Af samme årsag vil den smule varme, der er tilbage på jorden, stråle direkte ud i verdensrummet, forklarer DMIs vagthavende meteorolog Mogens Rønnebek.

Meteorologen peger især på det centrale Midtjylland og Midtsjælland, f.eks. egnen omkring Tune, som områder, der er i særlig risiko for at få ekstraordinært lave temperaturer.

Men også i hovedstaden bliver der bidende koldt. Onsdag morgen ventes københavnerne at stå op til 10-12 minusgrader og rimtåge, og på Nordsjælland kan der blive helt ned mod 15-16 frostgrader.

Torsdag ventes kun at blive en anelse mildere, men på fredag tiltager østenvinden, hvorved dagtemperaturen vil stige til et par graders frost. Men samtidig ventes Bornholm og senere Lolland-Falster og andre kyster omkring Østersøen at blive ramt af snefald.

Og der er absolut ingen håb om mildere vejr i de kommende uger.

Så langt som vi kan se, og det vil sige frem til februar, står den på kulde og frostgrader over Danmark, siger Mogens Rønnebek.

Læs også: