Løn- og arbejdsvilkår så usle, at det er åbenlyst for enhver, at de er i grundlæggende strid med normerne i det danske velfærdssamfund: Det irske flyselskab Ryanairs indtog på det danske arbejdsmarked er lidt af en gave til fagbevægelsen, skriver Ugebrevet A4.

Det mener i hvert fald Frederik Preisler, der er direktør og partner i kommunikations- og reklamebureauet Mensch.

»Fagbevægelsens helt store dilemma har været, at den har manglet en skurk i sin historiefortælling. Det får den her,« påpeger han over for Ugebrevet A4.

Ryanair åbner i slutningen af marts tre ruter i København. Men allerede inden de første fly er på vingerne, varsler den danske fagbevægelse konflikt, fordi det irske lavprisselskab, der betaler sine stewardesser ned til 7.500 kroner om måneden, ikke er indstillet på at forhandle overenskomster.

Når store virksomheder i de senere år ellers har været »ude i noget«, som lønmodtagere ikke har kunnet lide, har de gjort det velargumenteret og typisk med begrundelse i bevarelse af arbejdspladser, påpeger Frederik Preisler. Derfor er det generelt blevet godt modtaget af den store offentlighed, mener han.

»Vi har mere eller mindre overhørt, at fagbevægelsen har stået ovre i hjørnet og råbt straffe. Men her er der med det samme skabt et billede blandt danskerne af, at der er noget voldsomt på spil – noget, som kan få resten af arbejdsmarkedet til at gå i samme retning og rive dem selv med,« siger Frederik Preisler til Ugebrevet A4.

BNB