I Nordjylland har man haft succes med at sende en konsulent ud for at gennemgå lægernes medicincocktails.

København: Mens op mod hver tiende indlæggelse på landsplan ifølge Danske Regioner kan tilskrives forkert håndtering af medicin, så har man i Nordjylland sat ind mod problemet ved at sende en farmaceut rundt for at vejlede de praktiserende læger.

Hun hedder Heidi Kudsk og har som lægemiddelkonsulent indtil nu været rundt til omkring halvdelen af Nordjyllands cirka 170 lægepraksisser.

- Jeg tager typisk ud og sidder en times tid med lægesekretæren for at finde ud af, hvad der præcis er udfordringen for den enkelte praksis, og så samler vi hele klinikken i to timer, hvor der er en kombination af undervisning og sparring omkring medicinering, siger hun.

Fokus er de patienter, der får mere end fem forskellige præparater, og ifølge Heidi Kudsks foreløbige erfaringer er der god brug for at få sat deres medicinering under lup.

- Hos en læge gennemgik vi hendes 69 patienter i kategorien, og blandt dem viste der sig at være 42, der havde lægemiddelrelaterede problemer, siger hun.

Spørgsmål: Var det en praksis med et særligt højt antal forkerte medicineringer?

- Nej, det er meget repræsentativt for patienterne i Region Nordjylland.

Et af problemerne for de nordjyske læger er en generel overbelastning med for mange patienter per praksis, men ifølge Heidi Kudsk er der også andre udfordringer.

En af dem er, at flere af lægerne ikke er dygtige nok til at orientere sig i det Fælles Medicinkort (FMK), som er en it-database med oplysninger om patienternes medicin og vaccinationer.

- Så en del af mit arbejde har været at komme ud og helt lavpraktisk gennemgå mulighederne i det Fælles Medicinkort.

- For vi kan ikke snakke medicingennemgange, hvis vi ikke kan håndtere de værktøjer, vi har på området, siger Heidi Kudsk.

I de praktiserende lægers organisation, PLO, erkender formand Christian Freitag, at en del af lægerne fortsat slider med "opstartsproblemer" omkring det nye it-system.

- Vi skal blive bedre til at bruge FMK. Det handler også meget om vaner og tilvænning, siger han.

Men det skal nok komme, forsikrer Freitag:

- Man har fundet en rigtig god løsning, og vi kan se, at vi bliver bedre til at bruge den, så det er et spørgsmål om tid, før vi rent faktisk får gavn af det.

/ritzau/