Rejsekortets adm. direktør Bjørn Wahlsten er overrasket over kritikken.

»Jeg kan huske, at jeg har været inviteret med til et møde på Kystbanen for et halvandet år siden. Dér har jeg talt om rejsekortet,« siger han og uddyber:

»Der er blevet udtrykt rigtig mange ønsker gennem årene, men hvis de skal realiseres, skal det besluttes af trafikselskaberne (som ejer Rejsekort A/S, red.). Det er ikke noget, som Rejsekort A/S beslutter.«

Men I må vel gerne komme med ideer til jeres eget kort?

»Jo, jo. Og der er masser af ideer løbende, der bliver drøftet. De er bare først blevet besluttet af trafikselskaberne nu, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er blevet drøftet gennem tiden,« siger Bjørn Wahlsten.

Støtter ny app

Har I forslået over for trafikselskaberne, at der skal udvikles et system, der tager højde for, at folk glemmer at checke ud?

»Vi har peget på forskellige muligheder for at videreudvikle rejsekortet igennem årene.«

Har de muligheder indbefattet et system, der minder kunderne om at checke ud?

»Der har været drøftet forskellige oplæg til, hvordan man skulle kunne checke ud. Men der har ikke hidtil været fundet en løsning, som ikke samtidig lukker op for, at man kan snyde. Derfor er de ikke blevet iværksat,« siger Wahlsten.

Han understreger i øvrigt, at Rejsekort A/S løbende støtter ideer, herunder den app der kommer til januar, som skal huske folk på at checke ud. kaak