Rejsekortets direktion får nu kritik for at have ignoreret advarsler om, at det ville give problemer, når togrejsende glemmer at checke ud med deres rejsekort.

En hidsig debat om ’dummebøder’ til glemsomme pendlere kunne måske helt være undgået, hvis rejsekortets direktion havde lyttet noget mere til pendlerne.

Ifølge Michael Randropp, der er talsmand for pendlerne på Kystbanen, har han for lang tid siden opfordret Bjørn Wahlsted, adm. direktør for Rejsekort A/S, til at lave et system, som skulle imødekomme, at folk glemte at checke ud.

Bl.a. på et møde, som ligger ca. halvandet år tilbage i tiden.

»Vi har sagt til dem til hudløshed, at der skal være et system, der husker pendlerne på at checke ud, men også giver de pendlere, der alligevel glemmer det, mulighed for at gøre det, efter de har forladt perronen,« siger Michael Randropp til BT.

Et af de helt store temaer omkring det omdiskuterede rejsekort er konsekvenserne ved at glemme at checke ud. I dag skal du forudbetale 50 kr., hvis du glemmer at checke ud. Mens det for nogen pendlere er en udgift, en såkaldt ’dummebøde’, kan det for andre være en besparelse. Sidstnævnte er tilfældet, hvis din rejse koster mere end 50 kr. Besparelsen er dog ikke efter bogen og kan for de glemsomme med tiden betyde, at de suspenderes fra at bruge rejsekortet.

Dummebøder halveres

I  fredags mundede debatten ud i en række initiativer, der skal imødekomme de rejsende. Bl.a. halveres forudbetalingen på de 50 kr. til 25. kr., så den potentielle bøde for at glemme at checke ud halveres. Desuden lanceres en ny app, som skal hjælpe brugere med at huske at checke ind og ud.

En idé, der ikke er ny for Michael Randropp.

»Det er fint nok, at der nu kommer en app. Det har vi allerede efterlyst, men der skal også være mulighed for at ringe og checke ud for dem, der ikke har en smartphone,« siger han og uddyber:

»Det er desuden problematisk, at de fjerner det gamle system (til februar stopper salg af klippekort, red.), inden det nye fungerer. Hvad skal f.eks. de pendlere gøre, som bliver suspenderet for at glemme at checke ud? Der er ikke nogen plan B for dem,« siger Randropp.

Bent Gade, der er pendlertalsmand for strækningen Viby Sjælland til København H, bekræfter, at man har advaret mod problemerne med at checke ud.

»Ja, det er klart min opfattelse. Rejsekortet har designet et system uden brug af brugernes opfattelse. Vi er de besværlige. Det er først, når det politiske system indblandes, at der sker ændringer, desværre.«