Hver eneste gang en rejsekort-kunde tjekker ud eller ind med sit rejsekort, bliver oplysningen om kundens rejseaktivitet gemt i en database i fem år. Forbrugerrådet Tænk kalder det en alvorlig udfordring af brugernes privatliv, mens trafikministeren vil bede Kammeradvokaten undersøge sagen.

Hvis du bruger dit rejsekort, når du rejser med offentlig transport, ender dine ind- og udtjekninger i en stor database og dermed også oplysningerne om dine personlige rejseaktiviteter. Oplysningerne bliver først slettet efter fem år, og siden 2011 er over 100 millioner rejser blevet registreret i databasen, skriver Jyllands-Posten.

Det er en alvorlig udfordring mod brugernes privatliv, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

»Så mange data i så mange år øger risikoen for et data-læk. Fem år er meget vidtgående, og det går ikke. Selvfølgelig skal de opbevare nogle data af hensyn til regnskab. Men de må kunne lave nogle mellemregninger, der gør, at de kan slette bevægelsesmønstrene løbende,« siger Anette Høyrup, som er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, til avisen.

Jyllands-Posten skriver, at 843 medarbejdere ifølge Rejsekort A/S har adgang til oplysningerne, og med en dommerkendelse kan også Skat og politiet få adgang til registret. Når dataene slettes efter fem år, gemmes de i anonymiseret form og bruges til forskning eller trafikplanlægning.

Direktør i Rejsekort A/S Bjørn Wahlsten henviser til, at bogføringsloven stiller krav om, at man gemmer dataene i fem år.

Trafikminister Magnus Heunicke (S) siger derimod til Jyllands-Posten, at han er usikker på, at det er den rigtige tolkning af loven. Han vil nu få Kammeradvokaten til at undersøge sagen, siger han til Jyllands-Posten.