På under tre minutter oversvømmede vandmasserne hele hallen og ødelagde samtlige gulve.
- Jeg stod bare og tænkte: Hvor skal starte, og hvor skal jeg slutte? siger Jan Lindstrøm, der er teknisk servicemedarbejder i idrætsparken.
Skybruddet kom, netop som X Factor-finalisten Jesper skulle optræde for 900 piger, der var på 'camp' i hallen henover weekenden.
Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt, gulvene blev suget tørre, og det lykkedes at gennemføre koncerten. Her dagen derpå venter et stort oprydningsarbejde. Og et stort, økonomisk spørgsmål, der skal rettes til forsikringsselskabet.
- Alle gulvene er ødelagte, og der steget kloakvand op, så alt skal klorbehandles på grund af bakterier, forklarer halmedarbejderen.
Han har allermest ondt af sportsudøverne, som ikke længere har et sted at træne.
- Jeg synes, det er synd, at vi bliver nødt til at aflyse en masse turneringer. Der går i hvert fald to måneder, inden hallen kan tages i brug igen, fordi der skal lægges nyt gulv, siger han.
Tanker om ødelæggelserne har snurret i hovedet på ham hele natten.
- Jeg kom hjem klokken halv tre i nat, men lå vågen det meste af natten. Nu har jeg lige fået lov af chefen til at gå hjem og en på øjet, siger en træt Jan Lindstrøm.

























