Region Hovedstaden øverste direktør beskyldes for at manipulere med fakta og skjule en kritisk rapport om valget af it-systemet Sundhedsplatformen.

Manipulerende og dårlig forvaltning.

Sådan lyder den opsigtsvækkende kritik af Region Hovedstadens øverste direktør, Hjalte Aaberg, nu i sagen om det nye it-system Sundhedsplatformen.

Kritikken kommer fra Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, på baggrund af en række nye oplysninger om, hvordan regionen valgte den amerikanske it-gigant Epic som leverandør af Sundhedsplatformen.

Region Hovedstaden har flere gange fortalt, at 500 klinikere - læger, sygeplejersker og sekretærer - var med til at finde vindere blandt tre kandidater: IBM, Epic og Cerner.

»Vi har købt et system, der er vurderet af en referencegruppe på baggrund af user cases, og hvor 500 klinikere har været med til at vælge det endelige system,«” lød det fra Hjalte Aaberg den 3. marts 2017 til Dagens Medicin.

Men det er en ‘manipulerende’ omgang med sandheden, mener Jes Søgaard.

Det viser sig nemlig, at over 80 procent af klinikerne deltog i en undersøgelse, som foretrak et andet system frem for Epic.

450 fagfolk foretrak Cerner
Omdrejningspunktet for Jes Søgaards kritik er processen op til valget af Epic som vinder af udbuddet i 2013.

Der blev i alt nedsat 12 evalueringsgrupper, der skulle vurdere de tre kandidater i kampen om at levere det milliarddyre it-system Sundhedsplatformen. I alt deltog 552 fagpersoner i evalueringen.

Ingen steder i det materiale, der er blevet frem for offentligheden, fremgår det, at størstedelen af gruppen faktisk foretrak en anden leverandør end Epic.

I den største af de 12 grupper blev 450 klinikere nemlig bedt om besvare 21 faglige spørgsmål om de tre kandidater ud fra en 2,5 timers præsentation af hver enkelt leverandør. På samtlige 21 spørgsmål var vinderen entydig: Cerner. På andenpladsen kom Epic med en 25 procent dårligere score.

Det viser rapporten fra testen, som BT har fået aktindsigt, samt en gennemgang af resultaterne, som Jes Søgaard har foretaget for Dagens Medicin.

»Denne undersøgelse er baseret på 450 klinikere og omfatter 81 procent af samtlige involverede deltagere i alle evalueringsgrupper. Den peger entydigt og statistisk signifikant på Cerner på alle adspurgte spørgsmål om klinisk funktionalitet over Epic,« siger Jes Søgaard, som harcelerer over, at Region Hovedstaden ikke har lagt resultaterne åbent frem.

»I stedet vælger de at lægge undersøgelsen i skuffet. De har tilbageholdt information. Det er dårlig forvaltning,« kritiserer Jes Søgaard.

Dermed gør Region Hovedstadens direktør sig skyldig i at manipulere med fakta, når han siger, at 500 klinikere har været med til at vælge Epic, mener han:

»Hjalte Aaberg siger, at 500 klinikere har været med til at vælge Epic. Det kan man ikke sige med udgangspunkt i den undersøgelse. Det er manipulerende,« siger Jes Søgaard, som mener, at de 450 klinikeres holdning har afgørende betydning for den offentlige debat om Sundhedsplatformen.

»Når klinikerne nu begynder at kritisere, så siger forvaltningen: I var selv med til at pege på det. Men det er faktisk ikke sandt. De valgte et andet system.«

Regionsdirektør: Sådan kan det ikke stilles op
Regionsdirektør i Region Hovedstaden, Hjalte Aaberg, afviser i et skriftligt svar til BT Jes Søgaards påstanden om, at det er misvisende, når han siger, at 500 klinikere har været med til at vælge Epic.

»Omvendt er det misvisende at stille det op som du gør, altså at et flertal af klinikere foretrak Cerner. Sådan fungerer det simpelthen ikke. Det er en lang og kompliceret proces, hvor klinikere var involveret på forskellige måder. Man kan ikke sige, at en vurdering er vigtigere end en anden. Det er det samlede billede, det handler om,« skriver Hjalte Aaberg.

Regionsdirektør Hjalte Aaberg afviser Jes Søgaards kritik.
Regionsdirektør Hjalte Aaberg afviser Jes Søgaards kritik. Foto: Pressefoto, Region Hovedstaden
Vis mere

Hvad er din kommentar til, at Jes Søgaard kalder det manipulerende, når du siger, at 500 klinikere har været med til at vælge Epic?
»Min kommentar er helt enkelt, at Jes Søgaard burde vide bedre. Mere end 500 klinikere har som led i den samlede udbudsproces været med til at vælge EPIC.«

Blev regionsrådet gjort bekendt med resultaterne af undersøgelsen?
»Så vidt jeg er orienteret – nu ligger dette længe tilbage og før min tid som regionsdirektør – så fik politikerne dengang ikke detaljerede gennemgange af hele den komplekse udbudsproces, men sammendrag af klinikernes generelle vurderinger.«