På et ekstraordinært regionsrådsmøde har Region Syddanmark besluttet at hjemtage ambulancedriften.

Vejle. Et flertal i regionsrådet i Region Syddanmark har vedtaget at hjemtage ambulancedriften i regionen. Det oplyser regionsrådets ledelse på et pressemøde.

Kun Liberal Alliance og Nye Borgerlige stemte imod.

Forud for afstemningen tirsdag aften er regionsrådet blandt andet blevet orienteret om, hvordan overtagelsen skal forløbe.

Det ekstraordinære møde blev afholdt, efter at Region Syddanmark mandag ved Skifteretten i Odense begærede den nuværende aktør i regionen, Bios, konkurs.

- Såfremt Bios senere på ugen går konkurs, ønsker vi at hjemtage ambulancedriften, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

- Man skal aldrig sige aldrig, men jeg ser det i min vildeste fantasi ikke som en mulighed at fortsætte samarbejdet med Bios, siger hun.

Årsagen til begæringen om en konkurs er et udestående på 31,5 millioner kroner, som regionen ved en fejl har udbetalt til Bios, og som selskabet ikke har betalt tilbage.

Det dansk-hollandske ambulancefirma overtog officielt ambulancedriften i Region Syddanmark fra Falck i september 2015.

Det skete på baggrund af en beslutning i regionsrådet.

Siden har selskabet haft flere problemer - blandt andet har det ikke kunnet skaffe det fornødne mandskab.

Ifølge DR's oplysninger vil det koste Region Syddanmark 420 millioner kroner årligt at stå for ambulancekørslen. Det er 20 til 25 millioner kroner dyrere end Bios.

Det er Region Syddanmarks plan at overtage samtlige Bios-stationer, medarbejdere, ambulancer og størstedelen af administrationen, skriver DR.

Formanden for regionsrådet, Stephanie Lose, anslår, at regionen vil overtage knap 500 ambulancereddere fra Bios.

Mens Region Syddanmark ønsker at stoppe samarbejdet med Bios, vil regionen fortsætte samarbejdet med det private selskab Responce.

Responce kører ambulancerne i Trekantområdet.

- Vi har et rigtig godt samarbejde med Responce, og det vil vi gerne beholde. De har hjulpet os, der hvor Bios ikke kunne levere, siger Stephanie Lose på pressemødet.

Region Syddanmark arbejder på at få en aftale med Responce om ekstra beredskaber fra selskabet, hvis Bios går konkurs.

Desuden er Region Syddanmark i dialog med Region Hovedstaden for at få en aftale om hjælp fra hovedstadens reddere i en eventuel overgangsperiode.

/ritzau/