Kulturministeriet lancerer snart en række indgreb, der skal forhindre aftalt spil i dansk idræt. En arbejdsgruppe foreslår blandt andet, at det skal være slut med at spille penge anonymt.

Regeringen er på vej med en lang stribe initiativer i kampen mod matchfixing, som regnes for at være den største trussel mod dansk idræt siden doping, skriver Berlingske.

Først og fremmest forpligter regeringen sig til at skabe et nyt nationalt organ, som får ansvaret for at koordinere indsatsen mod matchfixing, men også for at analysere information om mistænkelige væddemål og udstede alarmer mod aftalt spil.

Det nye organ skal finansieres af blandt andre idrætten og spiludbyderne og vil sandsynligvis blive etableret under Kulturministeriet.

Opgaven har hidtil ligget i et krydsfelt mellem Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), spiludbyderne, Dansk Idrætsforbund og Spillemyndigheden under Skat.

Kulturminister Marianne Jelved (R) er i dag i Schweiz for at underskrive den første internationale matchfixing-konvention nogensinde. Den bliver til i Europarådet. Og inden for få uger ventes en arbejdsgruppe i Danmark desuden at offentliggøre en række anbefalinger om tiltag mod aftalt spil. Allerede i dag kan Berlingske imidlertid afsløre gruppens anbefalinger til regeringen:

Foruden det nye nationale organ mod matchfixing lægger arbejdsgruppen op til en kriminalisering af bestikkelse inden for idrætten, hvor straffelovens bedrageribestemmelse ikke allerede dækker, erfarer Berlingske. Det kunne for eksempel være i forbindelse med bestikkelse af en dommer eller et modstanderhold.

Der er også mere praktiske tiltag. Arbejdsgruppen lægger således op til, at idrætsforbundene skal udvælge og offentliggøre dommere til kampene senere end i dag. Det kan dog blive en udfordring, eftersom mange dommere er frivillige og ikke bare umiddelbart kan stille op uden ordentligt varsel.

En af de mest vidtgående anbefalinger handler om at indføre et obligatorisk såkaldt spillerkort, der vil gøre helt op med muligheden for at placere væddemål og indkassere gevinster anonymt.

Kortet findes allerede i Norge, men Danske Spil, som har siddet med i arbejdsgruppen, har dog udtrykt bekymring for, at det vil gøre det vanskeligere at spille og dermed kan føre til et provenutab for staten. Derfor foreslår Danske Spil, at kortet indfases over nogle år.

Arbejdsgruppen har altså ikke været enige hele vejen igennem, og især et af punkterne har splittet gruppen. Det drejer sig om fænomenet »spotfixing«, hvor dele af en kamp - og altså ikke hele udfaldet af en kamp - manipuleres.

Det er i dag muligt at udbyde spil på for eksempel første hjørnespark og indkast eller antal gule kort i en fodboldkamp.

Den type spil vil Dansk Boldspil-Union (DBU) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) angiveligt gerne bremse, mens et flertal i arbejdsgruppen omvendt mener, at det blot vil flytte væddemålene ud på et illegalt marked. Derfor lyder gruppens anbefaling, at disse væddemål stadig skal kunne udbydes.

Både Justitsministeriet og Skatteministeriet har siddet med i arbejdsgruppen. Sidstnævnte skal se nærmere på, om det bør forbydes spiludbydere at udbyde væddemål på konkurrencer, hvor spiludbyderen selv kontrollerer ejerskabet. Herhjemme gælder der det særlige forhold, at DGI og DIF ejer ti procent hver af Danske Spil. Derudover er der lagt op til en række andre konkrete stramninger:

Overenskomster og ansættelseskontrakter for spillere skal indeholde en konkret tekst om sanktioner ved matchfixing, og der skal være regler for sponsorater, så spiludbydere ikke kan misbruge deres position som for eksempel sponsor eller medejer. Det skal ikke mindst også være nemmere at udveksle oplysninger mellem spiludbydere og idrætsorganisationer på en måde, der ikke umuliggøres af reglerne om beskyttelse af personlige data.

Udover ministerierne har blandt andet anklagemyndigheden, Danske Spil, Spillerforeningen, DIF og DBU siddet med i arbejdsgruppen.

Kulturminister Marianne Jelved (R) ser frem til at underskrive Europarådets matchfixing-konvention i dag.

»Jeg tror, at vi på grund af generel hæderlighed i Danmark er mindre udsat end så mange andre steder, men matchfixing kan også opfattes som fristende i idrætsverdenen herhjemme. Det har vi set med politiets sigtelse af seks personer tilknyttet dansk fodbold. Det er helt afgørende vigtigt, at vi sætter ind både nationalt og internationalt,« siger kulturministeren.

Marianne Jelved har ikke ønsket at gå i detaljer om, hvad arbejdsgruppens anbefalinger indeholder, før den har været gennem regeringens udvalg, og man altså politisk har taget stilling til, hvilke anbefalinger man vil følge.

Jesper Frigast fra Danmarks Idrætsforbund har været en af de ledende kræfter i udarbejdelsen af arbejdsgruppens anbefalinger. Han er meget begejstret for, at en lang række lande nu forpligter sig til Europarådets konvention. Men i virkeligheden er Danmark en af frontløberne, der allerede har udmøntet en række af de forpligtelser i konventionen, som andre lande først nu skal tage hul på.

For eksempel oprettede DIF allerede for et år siden et matchfixingnævn, hvor aftalt spil i alle sportsgrene i Danmark dømmes efter sportens eget straffesystem.

Jens Sejer Andersen er international chef i initiativet Play The Game, der arbejder for demokrati og åbenhed i sporten. Han har ikke siddet med i arbejdsgruppen, men siger om anbefalingerne:

»Umiddelbart lyder det som en glimrende pakke af relevante forslag. I nogle af dem ligger der åbenlyst nogle juridiske og retssikkerhedsmæssige udfordringer, hvor man skal have en bredere diskussion om, hvorvidt målet om at bekæmpe matchfixing helliger midlerne. Men hvis de her initiativer gennemføres, vil Danmark generelt stå stærkt internationalt som et land, der tager helt konkrete skridt til at modarbejde matchfixing og leve op til konventionen,« forklarer Jens Sejer Andersen.

Han kunne dog godt ønske sig, at den danske regering lagde et konkret diplomatisk pres på de asiatiske lande, hvor størstedelen af kriminaliteten inden for spilverdenen stammer fra. Og så ønsker han sig en internationalt instans, der kan bekæmpe matchfixing, i stil med det, der kendes fra bekæmpelsen af doping, World Anti-Doping Agency.

Berlingske afslørede 24. august den første sag om matchfixing i dansk fodbold. Seks mænd - heriblandt fire fodboldspillere - er sigtet for at have manipuleret udfaldet af to kampe i 1. division i 2010. Det skete ifølge sigtelsen i samarbejde med en asiatisk organisation.