Man skal kunne tage flere fag og kurser på sin universitetetsuddannelse end i dag, og de ekstra anstrengelser skal ende på eksamensbeviset, hvis det står til regeringen. Danske Studerendes Fællesråd frygter, at det giver overarbejde for de studerende.

Knokler man på universitetet, stikker næsen langt ned i bøgerne og er man samtidig dygtig til det, skal det belønnes. Det mener regeringen, som fremlægger »Danmarks nationale innovationsstrategi« torsdag, skriver politiken.dk.

- Vi vil lave en særlig indsats for talenterne. Vi skal fremelske en talentkultur, hvor det skal kunne betale sig at være dygtig og virkelig gøre en indsats. Det er også det, virksomhederne efterspørger. De vil gerne se mere sult og drive fra de studerende, siger Sofie Carsten Nielsen, der er radikal forskningsordfører, til politiken.dk.

Strategien indebærer, at der skal være bedre muligheder for at udmærke sig som studerende gennem ekstra fag og flere kurser. Også særlige forløb, som giver ekstra stjerner, skal kunne ses på eksamensbeviser. Det skal altså ifølge regeringen være muligt at vælge flere ECTS-point til, end uddannelserne i dag er normeret til.

En bachelorgrad kræver 180 ECTS, mens en kandidatuddannelse tegner sig for 120 ECTS. Tager man flere end det, kommer det ikke på beviset ved dimissionen. Derfor vil det formentligt også kræve en lovændring, hvis regeringen skal have gennemført ønsket, lyder Uddannelsesministeriets forklaring ifølge politiken.dk.

- Danmark er ikke længere et af de bedst uddannede lande i verden. Vi er på vej ned i forhold til både vores nabolande. Derfor er vi nødt til at blive bedre uddannet og gøre de bedste endnu bedre, forklarer Sofie Carsten Nielsen til politiken.dk.

Danske Studerendes Fællesråd er dog ikke begejstrede for forslaget, fordi de frygter, at man for at kunne udmærke sig bliver nødt til at »overarbejde« på sit fuldtidsstudium.