Der mangler mange indsamlere til Red Barnets landsindsamling på søndag.

Red Barnet mangler et stort antal frivillige til organisationens landsindsamling søndag.

Indtil videre har 7.000 meldt sig klar til at gå rundt med indsamlingsbøsserne, men der mangler fortsat 5.000 frivillige.

Det er især i de større provinsbyer, at det kniber med tilslutningen, skriver Red Barnet i en pressemeddelelse.

»Vi ved, at mange melder sig i sidste øjeblik. Men det bekymrer mig, at flere store byer i provinsen må kæmpe så hårdt for at finde indsamlerne. Vi risikerer at gå glip af flere millioner kroner, som vi ellers kunne bruge til at hjælpe børn i katastrofer. Og behovet er jo desværre uhyggeligt nærværende i år,« siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet.

I Aarhus, Aalborg og København er der god tilslutning i år, men i byer som Hobro, Varde, Ringsted og Nykøbing Falster er der indtil videre kun indsamlere nok til under det kvarte af ruterne. Til gengæld melder flere mindre byer om fuld opbakning.

Indsamlere kan melde sig frem til søndag på www.redbarnet.dk eller via telefon 80242526.