Danskerne bør holde igen med opkaldene til vagtlægen, fremgår det af ny undersøgelse.

Hvert femte opkald til lægevagten burde være foretaget til egen læge, vurderer vagtlæger i ny undersøgelse af lægevagten i Danmark. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det er ikke det samme som, at disse henvendelser dermed er overflødige, for det er jo patientens valg og vurdering. Men noget tyder på, at brugen ikke er optimal, og der vil naturligvis kunne spares nogle penge, da det er dyrere, når folk går til vagtlægen frem for egen læge, siger professor Peter Vedsted, Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet, til avisen.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten koster vagtlægeordningen regionerne omkring 700 millioner kroner om året.

Peter Magnussen, næstformand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og formand for akutudvalget, mener, at der med fordel kan laves kampagner for at vænne danskerne til ikke at ringe til vagtlægen vedrørende eksempelvis receptfornyelser.

- Det er både mere økonomisk for samfundet og mere sikkert for patienten at gå til egen læge, som kender patienterne, siger han til avisen.

I undersøgelsen er mere end 22.000 henvendelser fra patienter i Region Midtjylland i 2011 blevet analyseret.