Rasmus Kragh drømte om at nå toppen af verdens højeste bjerg, men han måtte vende om, og turen tilbage blev en kamp for livet gennem sne, storm og ligene af andre eventyrlystne.

»Jeg trækker stikket der, for ellers er der ikke nogen Rasmus til at fortælle den her historie bagefter.«

Ordene kommer fra den 28-årige Rasmus Kragh, da BT som det første medie får den danske bjergstigers dramatiske historie via Facetime-forbindelse fra 5.200 meters højde. Han ligger i sit telt i Everest Basecamp, hvor han ankom onsdag aften efter døgn på verdens højeste bjerg.

Foto: Foto: Rasmus Kragh
Vis mere

Han har kæmpet en for mange uvirkelig kamp mod naturen i de mest ekstreme og barske omgivelser. Dehydreret, med tegn på højdesyge og uden følelser i hænder forsøgte han at nå toppen af verdens højeste bjerg.

»Lige før jeg når frem til Camp 3 i 8.200 meters højde, ser jeg en person ligge i sneen. Jeg prøver at ruske i hans ben og tale til ham, indtil jeg indser, at han er død. Og det er ikke lang tid siden. Det er mit første møde med døden på bjerget. Samtidig er jeg begyndt at miste følelsen i mine hænder og fødder. Luften er tynd, og det er simpelthen så koldt i den højde, at følelsen ikke vender tilbage igen med det samme,« fortæller Rasmus Kragh.

Da han endelig når frem til Camp 3, ligger han sig med det samme ind i sit telt for at få varmen. Han har behov for akut varme. Uden ilt kan blodet ikke blive transporteret ud til hans fødder og hænder.

»Jeg ser ned på mine hænder og fødder, hvor der er begyndt at komme mørkeblå pletter og rander omkring neglene. Det er tegn på frostskader, tænker jeg. Jeg sætter mig ved min gasbrænder, som jeg bruger til mad, og kæmper for at genvinde min følelser. Jeg ved, at hvis jeg fortsætter længere op i højden med de skader, så mister jeg formentlig mine legemer.«

Hele natten må Rasmus Kragh sidde og forsøge at få varme i sine hænder og fødder. Uden søvn og uden mad må han begive sig ud på endnu en etape mod toppen.

»På det tidspunkt ønskede jeg, at jeg kunne gøre det hele en anden dag. Alligevel får jeg oparbejdet en mental styrke i løbet af natten,« fortæller Rasmus Kragh.

Skridt for skridt tilbagelægger han den ene meter efter den anden i det, han beskriver som en verden af slowmotion. På bjerget møder han også andre bjergbestigere, som alle udtrykker stor respekt for, at han gør det alene og uden kunstig ilt. Selvom Rasmus Kragh på det tidspunkt er godt kørende rent fysisk, begynder den tynde luft at udfordre ham på andre måder.

»Jeg begynder at høre stemmer, så jeg kigger rundt omkring mig på bjerget, men jeg er helt alene og kan ikke se nogen. På grund af udmattelse og manglen på ilt, begynder der at ske mærkelige ting oppe i hovedet på mig. Nu bliver jeg virkelig bevidst om, at det også er mentalt farligt, det jeg laver,« siger Rasmus Kragh.

Hans ur viser på dette tidspunkt en højde på 8.550 meter. Han befinder sig langt over den grænse, som bliver kaldt for ‘dødszonen’.

»Der er lidt huller i min hukommelse … to sekunder… ,« afbryder Rasmus Kragh sig selv og fortsætter:

Rasmus Kragh under sit første topforsøg 22. maj 2017. Klippen til venstre hedder 'Mushroom Rock' og ligger i 8.600 meters højde. Kort efter måtte han vende om på grund af kraftig vind og storm.
Rasmus Kragh under sit første topforsøg 22. maj 2017. Klippen til venstre hedder 'Mushroom Rock' og ligger i 8.600 meters højde. Kort efter måtte han vende om på grund af kraftig vind og storm. Foto: Foto: Rasmus Kragh
Vis mere

»Jeg går på en tynd bjergside, hvor der er laaaangt ned på begge sider. Det minder mig konstant om, hvor farligt det hele er.«

Kort efter klatrer Rasmus Kragh forbi en velkendt, paddehatformet klippeformation på bjerget, som er døbt ‘Mushroom Rock’. Ved den ser han, at der hænger et lig med hovedet ned af kun tre meter væk. En mand i en blå jakke, som har hængt der længe. Én ud af de mere end 200 lig, der vurderes at ligge på toppen af Mount Everest til vidne om bjergets store fare.

»Jeg støder på syv lig undervejs. Det er sku en speciel følelse, der flere gange slår mig ud af den trance, jeg bevær mig i,« siger han.

Rasmus Kragh er på det her tidspunkt så tæt på toppen af Mount Everest, at han tydeligt kan se verdens højeste punkt. En pyramideformet klippe dækket af sne og skyer. Hans mål. På det tidspunkt er det begyndt at blæse kraftigt på bjerget. Det gode vejr er forsvundet.

»Jeg tager min radio og får forbindelse til en ekspeditionsleder i Advanced Basecamp for at høre, hvordan han vurderer vejret og min situation. Det er middagstid den 22 maj, og han fortæller mig, at han synes, jeg skal vende om, fordi der er storm undervejs. Jeg havde kræfterne til at fortsætte og nå helt op, men vejret var simpelthen blevet for slemt. Det var den eneste rigtige beslutning. Hvis jeg fortsatte var det i bedste fald med mine fødder og hænder som indsats og i værste fald livet,« fortæller Rasmus Kragh.

Ekspeditionslederen fortæller ham, at han er alene på bjerget. I mere end én forstand. Alle andre bjergbestigere er enten nået ned igen eller vendt om på grund af stormen. Han er derfor fuldstændig på egen hånd. Ingen kan hjælpe ham. Der er kun én udvej: at vende om.

»Det var virkelig en svær beslutning, for jeg følte mig godt tilpas. Jeg kunne sagtens nå toppen, hvis ikke vejret bremsede mig. Jeg var virkelig, virkelig ærgerlig.«

Forsigtigt, men hurtigt, bevæger Rasmus Kragh sig længere ned ad bjerget med stormen i ryggen. Efter flere timer når han frem til sit telt i 7.900 meters højde, der ligger i nærheden af Camp 2.

Camp 2 set oppefra på vejen ned fra topforsøget. Det røde telt er mit. Næste morgen klokken seks om morgenen fløj det væk med mig i hen og ud over en klippekant til højre i billedet.
Camp 2 set oppefra på vejen ned fra topforsøget. Det røde telt er mit. Næste morgen klokken seks om morgenen fløj det væk med mig i hen og ud over en klippekant til højre i billedet. Foto: Foto: Rasmus Kragh
Vis mere

»Jeg kan på afstand se en klynge af forladte telte, der bliver revet rundt af vinden. Nu har stormen for alvor indhentet mig. Jeg klatrer ind i mit telt med alt mit udstyr på. Jeg hiver sne med ind i teltet, men jeg er pisseligeglad, for jeg skal bare væk fra vinden. Trætheden er ekstrem.«

Uden mad eller vand ligger Rasmus Kragh i sit telt. Alene på verdens højeste bjerg, mens en tiltagende storm raste omkring ham.

Rasmus Kragh bevæger sig forbi Camp 2 i 7.700 meters højde i en snestorm.
Rasmus Kragh bevæger sig forbi Camp 2 i 7.700 meters højde i en snestorm. Foto: Foto: Rasmus Kragh
Vis mere

»Jeg ved ikke hvorfor, men næste morgen er følelsen igen forsvundet fra mine fødder, og vinden hamrer stadig derudaf og river voldsomt i mit telt. Jeg skal videre. Hurtigt.«

Mens Rasmus Kragh stadig ligger i sit telt, river et kraftigt vindpust pludselig teltpløkkerne op af bjerget. Teltet bliver flået op og flyver afsted langs bjergsiden.

»Jeg vælter rundt i teltet, som bliver flået 15-20 meter hen af bjerget. Det føles, som om jeg er i en tørretumbler. I det øjeblik accepterer jeg bare, at jeg ikke kan gøre noget. Jeg kan bare håbe, at det snart stopper. Teltet, med mig inde i, ramler henover klippestenene.«

Pludselig stopper det hele.

»FUCK, tænker jeg. Jeg skal ud nu, før jeg bliver kastet ud over klippesiden. For så er det slut. Jeg river lynlåsen op og kaster mig ud af teltet. To sekunder efter tager vinden igen teltet, som flyver ud over klippesiden og ned i afgrunden.«

Rasmus Kragh når ud af sit telt i sidste øjeblik. Han er blevet kastet rundt på bjergsiden og ligger nu kun to meter fra kanten og afgrunden.

»Jeg frygtede for mit liv. I de splitsekunder, hvor jeg bliver kastet ud mod afgrunden, ved jeg, at der er tale om død. Jeg er i en tilstand, hvor jeg har accepteret, at det hele kan slutte nu. Én enkelt telt-bardun havde sat sig fast i en sten. Og det var det, som adskilte mig fra døden. Da jeg først er kommet ud på den anden side af den oplevelse, bliver jeg ramt af en ubeskrivelig følelse af glæde.«

Resten af dagen bevæger Rasmus Kragh sig længere ned af bjerget. Først ned i 7.500 meter og derefter i 7.100 meter ved Camp 1. Her finder han et forladt telt, hvor han kan hvile sig et par timer.

På Mount Everest fungerer vådservietter som et "bad". Morgenen den 24 maj efter jeg har sovet som en sten i Advanced Basecamp i 6.400 meter.
På Mount Everest fungerer vådservietter som et "bad". Morgenen den 24 maj efter jeg har sovet som en sten i Advanced Basecamp i 6.400 meter. Foto: Foto: Rasmus Kragh
Vis mere

»Jeg ringer til min kæreste og min mor, fordi jeg har behov for at tale om det, der er sket. Jeg gør det klart for dem, at jeg har det godt og er i sikkerhed, men at jeg har behov for at tale om det. Det var en hård tur ned, men jeg siger, at de ikke skal være bekymrede.«

Hjemme i Danmark udvikler bekymringen sig kort efter til panik. Familien har mistet forbindelsen til Rasmus Kraghs satellittelefon efter de to opkald, hvor han lød afkræftet og omtumlet. Hans kæreste og mor beslutter i desperation at kontakte ekspeditionslederen på bjerget efter et par timer. Måske kan han oprette radiokontakt og få et livstegn.  Alt i mens bevæger Rasmus Kragh sig ned mod Advanced Basecamp tirsdag aften. Uvidende om den frygt han har efterladt hos sine nærmeste i Danmark.

»Ser jeg tilbage på det, så skulle jeg nok ikke havde ringet til dem, men jeg var emotionel efter den tur ned af bjerget, hvor jeg hele tiden stod med livet som indsats,« siger Rasmus Kagh.

Onsdag morgen er han igen tilbage i Advanced Basecamp blandt andre bjergbestigere. I sikkerhed.

»Hvordan jeg havde det? Der var ingen skuffelse tilbage. Kun glæde over at leve og være i god behold. Det var sku dramatisk at komme ned ad bjerget, men jeg havde livet, mine fingre og mine tæer i god behold.«

Rasmus Kragh nyder sin morgenudsigt fra Camp 2 20. maj i 7.750 meters højde.
Rasmus Kragh nyder sin morgenudsigt fra Camp 2 20. maj i 7.750 meters højde. Foto: Foto: Rasmus Kragh
Vis mere

Hvordan har du det med ikke at nå toppen?

»Selvom jeg ikke nåede toppen, så sidder jeg med en følelse af succes. Jeg ved, hvor svært det er at bestige Mount Everest uden ilt og support, som jeg prøvede på. Jeg var konstant alene med alle mine beslutninger på verdens højeste bjerg. Lige nu har jeg en vished om, at jeg kan det her. Det var små marginaler fra naturens side, der bremsede mig, og sådan er det.«

Kan du finde på at prøve igen?

“Nu skal jeg lige hjem, men jeg kan godt se mig selv overveje udfordringen med Mount Everest igen, hvis jeg kan finde det rigtige setup. Det er et stort måske, men det er også en udfordring, som jeg ikke kan lade ligge. Det er svært for en som mig at lade være.«

Fredag den 26 maj bevæger Rasmus Kragh sig ned fra Basecamp efter to måneder på Mount Everest. Før han om et par dage lander i Danmark, skal han forbi Kathmandu i Nepal. Her skal han blive et menneske igen, forklarer han.

Rasmus Kragh i 5.400 meters højde med Mount Everest i baggrunden.
Rasmus Kragh i 5.400 meters højde med Mount Everest i baggrunden. Foto: Foto: Rasmus Kragh
Vis mere

»Jeg skal nok lige have et par øl med de andre bjergbestigere i aften og ud på en bytur i Kathmandu, hvor vi skal give den gas. Det er nok nødvendigt for mig at komme af med lidt følelser og energi, selvom min krop er ødelagt. Jeg skal på en måde blive menneskelig igen, fortæller en glad Rasmus Kragh efter to timers Facetime-samtale mere end 8.000 kilometer fra Danmark.